TV-Guld til ’Badehotellet’ for femte år i træk

Fra femte sæson af 'Badehotellet', der blev sendt i 2018, og som - for femte gang i streg - blev belønnet med TV-Guld i kategorien 'årets tv-program'. (Foto: Mike Kollöffel / TvV2)

Fra femte sæson af 'Badehotellet', der blev sendt i 2018, og som - for femte gang i streg - blev belønnet med TV-Guld i kategorien 'årets tv-program'. (Foto: Mike Kollöffel / TvV2)

Aktuelle TV 2-programmer og -værter fik syv ud af ni tv-priser fra Billed-Bladet. Herudover blev der uddelt en ærespris til Ole Stephensen "for hans journalistiske karriere og virke, som i alle genrer har sat barren højt for hele branchen".

TV 2s markante fiktionsindsats gennem de seneste år gav endnu en gang resultat, da Billed-Bladet fredag 1. marts på Hotel d’Angleterre i København uddelte TV-Guld-priser til Danmarks bedste værter og programmer – valgt af bladets læsere.

Prisen for årets tv-program gik for femte år i træk til TV 2-successerien ’Badehotellet’. Dermed har samtlige fem sæsoner af ’Badehotellet’ hentet den prestigefulde seerpris ved den årlige prisuddeling.

Endnu en tv-serie fra TV 2s kanaler var nomineret til TV-Guld, nemlig TV 2 CHARLIE-serien ’Sygeplejeskolen’ i kategorien ’årets nye tv-program’.

- ’Badehotellet’ leverer et unikt stykke tv-fiktion, der fortæller os et stykke danmarkshistorie, og som er den suverænt mest sete og højest vurderede serie på dansk tv i mange år. Selvfølgelig skal ’Badehotellet’, der i øjeblikket – på sjette år – formår den fantastiske bedrift at trække halvanden million seere til skærmen, siger TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

Samlet set var det syv aktuelle TV 2-værter og -programmer, som modtog syv af de i alt ni TV-Guld-priser.

Ærespris til Ole Stephensen
Aftenens allerførste TV-Guld-pris var i øvrigt en ærespris til den nyligt afdøde Ole Stephensen, der har sat et kæmpestort aftryk i film og dansk tv i programmer som ’Eleva2ren’ og ’Go’ morgen Danmark’. Prisen blev på familiens vegne modtaget af vennen Jarl Friis-Mikkelsen.

I sin motivering af æresprisen sagde Billed-Bladets chefredaktør, Annemette Krakau, blandt andet:

- Jeg mødte en gang en journalist, der var født med hele pakken og generøst gav os den. Uanset hvad der var på dagsordenen. Hans skarpe hjerne og smilende øjne gav os nyheder og underholdning, film og fjol. Dybt professionelt, naturligt og dedikeret.

- Han jonglerede ubesværet mellem det alvorlige og det lette, og det hele så enkelt ud og var gennemsyret af et ægte menneske, der ville det bedste for sit fag, sin opgave og for de mennesker, han omgav sig med. Både dem han interviewede, og dem han arbejdede sammen med.

- Han var kendt for sin charme, sin rungende latter, sit vid og også sit bid. Han kunne det hele og var den perfekte blanding af at være en blændende journalist og et legebarn. Han satte aldrig sin troværdighed over styr og har efter min bedste overbevisning været med til at sætte barren tårnhøjt for det tv, I laver, og vi ser, sagde Annemette Krakau til forsamlingen af tv-folk.

TV-Guld-prisen gik til 'X Factor'-vært Sofie Linde. Hun kunne ikke være til stede og modtage prisen, fordi hun samtidig med prisoverrækkelsen var vært på 'X Factor' live-udsendelsen på TV 2. (Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

Værtspriser til fem TV 2-aktuelle værter
Billed-Bladet uddeler blandt andet seks TV-Guld priser til tv-værter inden for underholdning, nyheder og sport.

Årets kvindelige underholdningsvært blev Sofie Linde, der samtidig med TV-Guld-overrækkelsen var en suveræn og humoristisk vært på TV 2 i sæsonens første live-udgave af ’X Factor’, hvor hun i 2018 var vært for DR1.

- Sofie Linde er en af Danmarks mest charmerende værter. Hun har sin egen stil og stærke personlighed, og vi er meget glade for at have på TV 2, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Årets mandlige underholdningsvært blev Peter Ingemann, der i øvrigt fra mandag 18. marts er aktuel med en ny programserie på TV 2, ’Ingemann og Vestkysten’, hvor han er på knallerttur ved den jyske vestkyst.

- Peter Ingemann har i ’Størst’ og ’Fremtiden ifølge Ingemann’ rejst i mange lande og leveret interessante historier til danskerne. Peter Ingemann er også i sit rette element, når han tager rundt og taler med danskerne, og vi ser frem til, at han viser os rundt og fortæller historier fra vestkysten, siger Anne Engdal Stig Christensen.

For sjette år i træk blev Morten Ankerdal hædret med TV-Guld i kategorien 'årets mandlige sportsvært'. (Foto: Anders Brohus / TV 2)

Begge sportspriser går til TV 2-værter
Blandt sportsværterne gik begge priser til TV 2-værter. Morten Ankerdal fik prisen for ’årets mandlige sportsvært’ for – hold fast – sjette år i træk.

- Morten Ankerdal brænder for sport, og han er dybt professionel. Det engagement mærker seerne ude i stuerne klart og tydeligt, og derfor er det helt naturligt og fuldt fortjent, at han vinder prisen igen i år, siger Anne Engdal Stig Christensen.

’Årets kvindelige sportsvært’ blev for tredje år i træk TV 2 SPORTs Stine Bjerre Mortensen, og hun får også rosende ord med fra TV 2s indholdsdirektør.

- Stine Bjerre Mortensen er en ægte og vellidt holdspiller, der har en kolossal værdi på sportsredaktionen hos TV 2. Og samtidig kommunikerer hun dygtigt og med stor indsigt og faglighed, siger Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2 Nyhedernes Cecilie Beck blev hædret med TV Guld-prisen for 'årets kvindelige nyhedsvært. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Cecilie Beck er årets kvindelige nyhedsvært
I kategorierne for nyhedsværter vandt DR1s Kåre Quist TV-Guld for ’årets mandlige nyhedsvært’ mens prisen for ’årets kvindelige nyhedsvært’ tilfaldt TV 2s Cecilie Beck, der netop er blevet en af TV 2s værter på Nyhederne 21.30.

- Cecilie Beck er en af de skarpeste og dygtige nyhedsværter og interviewere herhjemme, og derfor får hun helt fortjent den flotte pris, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Prisen for ’årets tv-dokumentar’ gik til den meget roste DR2-dokumentar ’Olegs krig’.

Piet, som vi lærte at kende i den nu prisbelønnede programserie 'De sjældne danskere'. (Foto: TV 2)

TV-Guld til livsbekræftende TV 2-serie
I kategorien ’årets nye tv-program’ vandt et andet nyt TV 2-program fra 2018, nemlig ’De sjældne danskere’, som var en af årets mest livsbekræftende og rørende programserier.

Her gav de fem børn Piet, Bastian, Andrea, Hjalte og Alberte og deres familier et indblik i det til tider meget hårde liv med en sjælden sygdom.

Vinderne af otte af de ti attraktive tv-priser er fundet af Billed-Bladets læsere. En dommerkomité udpegede vinderen af årets tv-dokumentar, mens årets særpris er fundet af Billed-Bladet selv.

Årets mandlige underholdningsvært, Peter Ingemann, kører som 45-årig langs den jyske vestkyst på knallert i TV 2s kommende programserie 'Ingemann og Vestkysten'. Her er han ved turens begyndelse i Skagen. (Foto: Heartland / TV 2)

Overblik over årets TV-Guld 2018-vindere
Årets kvindelige underholdningsvært blev Sofie Linde, der er aktuel som 'X Factor'-vært på TV 2 og tidligere har været 'X Factor'-vært på DR1. Hun vandt foran Sarah Grünewald, Puk Elgård, Lene Beier og Cecilie Frøkjær. Det er første gang, Sofie Linde vinder TV-Guld. 

Årets mandlige underholdningsvært blev Peter Ingemann (TV 2). Han vandt foran Mikkel Kryger, Anders Agger, Anders Breinholt og Jakob Kjeldbjerg. Peter Ingemann har tre gange tidligere, i 2014, 2017 og 2018, modtaget TV-Guld.

Årets kvindelige nyhedsvært blev Cecilie Beck (TV 2). Hun vandt prisen for anden gang - første gang var i 2013 – foran Natasja Crone, Tine Gøtzsche, Janni Pedersen og Karin Cruz Forsstrøm. 

Årets mandlige nyhedsvært blev Kåre Quist (DR) -. i øvrigt for femte år i træk. Han vandt foran Lasse Sjørslev, Johannes Langkilde, Poul Erik Skammelsen og Mikael Kamber.

TV 2 SPORTs Stine Bjerre Mortensen blev for tredje gang hædret med TV-Guld i kategorien 'årets kvindelige sportsvært'.

Årets kvindelige sportsvært blev Stine Bjerre Mortensen (TV 2). Hun vandt foran Tina Müller, Josefine Høgh, Camilla Nørgaard og Camilla Martin. Det er tredje år i træk, at Stine Bjerre Mortensen vinder TV-Guld-prisen.

Årets mandlige sportsvært blev Morten Ankerdal (TV 2). Han vandt foran Christian Müller Bækgaard, Thomas Kristensen, Rasmus Staghøj og Mads Laudrup. Det er sjette gang, at Morten Ankerdal vinder Billed-Bladets TV-Guld. 

Årets nye tv-program blev 'De sjældne danskere' (TV 2). Programmet vandt i kategorien foran 'Sygeplejeskolen' (TV 2 CHARLIE) og 'Fremtiden ifølge Ingemann' (TV 2). Kategorien omfatter programmer, der har haft premiere i 2018.

Årets tv-program blev for femte gang 'Badehotellet' (TV 2). Programmet vandt foran 'Den store bagedyst' (DR), 'Vild med dans' (TV 2), 'Størst' (TV 2) og 'Familien fra Bryggen' (TV3).

Årets tv-dokumentar blev 'Olegs krig' (DR2). Dokumentaren, der også var med i kapløbet om en Oscar, blev kåret foran dokumentaren 'Den anden side' om Anders Matthesen (TV 2) og 'Mændene, der plyndrede Europa' (DR1).

Billede {0} af {1}