TV 2s lydfolk fik bugt med vuvuzelaen

29. juni 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Hver eneste dag siden VM-åbningen har TV 2s lydfolk arbejdet med at fjerne den summende og monotone lyd af en bisværm på VM-kampene. En god løsning er fundet, og antallet af klager falder.

I midten af sidste uge lykkedes det TV 2s lydfolk at fjerne den monotone og metalliske summen fra vuvuzela-hornene, som i 10-12 dage havde generet fodboldelskere, der fulgte VM i Sydafrika. (Foto: Getty Images / TV 2)


"Jeg vil gerne sende en stor tak til jeres lydmand, der har fjernet lyden af de forfærdelige vuvuzelaer. Jeg kan nu nyde resten af VM uden at skulle skrue ned for lyden. Tusind tak for det :-)"

Sådan lød en mail til TV 2 forleden - efter at TV 2s lydfolk efter en længere kamp fik bugt med den monotone og metalliske summen fra vuvuzela-hornene.

Et verdensomspændende ramaskrig rejste sig nemlig 11. juni, da tv-stationer i hele verden begyndte at sende VM-fodboldkampe fra Sydafrika. Seere i hobetal forlangte bedre lyd på kampene – og først og fremmest skulle den ”irriterende, summende lyd af en bisværm” væk, lød kravet fra seerne.

Med opbakning fra TV 2|SPORTEN og Teknisk afdeling har TV 2s lydteknikere siden VM-åbningen arbejdet med at reducere vuvezela-generne for TV 2s seere.

- Det har været et komplekst problem at gøre noget ved, og vi har forsøgt ad flere omgange. I første omgang blev der rettet henvendelser til FIFA og den franske leverandør af VM-signalet med ønske om forbedringer. Senere forberede TV 2 lyden ved større fokus på kommentatorernes mikrofoner – og udviklingsarbejdet fortsatte.

Tilbud fra udlandet
TV 2 fik også henvendelser fra udenlandske firmaer, som tilbød at fjerne lyden – dog til en urimeligt høj pris pr. kamp, som derfor blev afslået.

- Medarbejderne i Lyddubbing er ildsjæle, som sætter en ære i at levere det bedst mulige produkt til seerne og til vores samarbejdspartnere i f.eks. SPORTEN. Vi syntes stadig, at vi var generet af den metalliske summen fra vuvuzela-hornene, og med hjælp af noget ny software er det lykkedes os at fjerne ”summetæppet” fra vuvuzelaen i de kampe, som sendes på TV 2, siger gruppeleder Poul Erik Arkil, Lyddubbing i Odense.

På TV 2s generelle mailadresser sporten@tv2.dk og tv2@tv2.dk – hvor antallet af klager var kolossalt højt i den første uge af VM – er antallet af klager faldet drastisk i de seneste dage.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}