TV 2 viser meget omtalt dokumentar om prinsesse Diana

En meget privat prinsesse Diana fortæller åbent og ærligt om sin personlige rejse ind i det britiske kongehus, hvor hun aldrig følte sig accepteret. (Foto: Channel 4 / TV 2)

En meget privat prinsesse Diana fortæller åbent og ærligt om sin personlige rejse ind i det britiske kongehus, hvor hun aldrig følte sig accepteret. (Foto: Channel 4 / TV 2)

09. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Torsdag 31. august er der på TV 2, TV 2 CHARLIE, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY fokus på 'folkets prinsesse', som døde for 20 år siden.

Den nye dokumentar 'Dianas historie - med hendes egne ord' har vakt stor debat i Storbritannien op til visningen på Channel 4 søndag 6. august. I dokumentaren, der blandt andet bygger på private optagelser af Diana, møder vi en hudløst ærlig prinsesse, der fortæller om sit liv bag de kongelige mure og om ægteskabet med prins Charles.

Dokumentaren er en del af en større dækning på især TV 2 og TV 2 CHARLIE, som du kan læse mere om herunder, i anledning af Dianas død 31. august 1997.

Optagelserne er lavet af Dianas talepædagog, Peter Settelen, mellem 1992 og 1993 i prinsessens hjem i Kensington Palace.

Prinsesse Dianas liv tog en kæmpe drejning, da hun som 18-årig blev forlovet med den britiske kronprins. Et ægteskab, der ikke flød over med kærlighed, da Charles angiveligt hele tiden havde Camilla Parker-Bowles som elskerinde. Diana fortæller om sin ensomhed, sin bulimi og om, hvordan hun aldrig faldt til i de kongelige gemakker. Til gengæld var hun yderst populær som folkets prinsesse og via sit humanitære arbejde.  

'Dianas historie - med hendes egne ord' blev den mest sete dokumentar på Channel 4 siden 2014 og vises på TV 2 torsdag 31. august klokken 22.45. På TV 2 PLAY kan dokumentaren ses fra morgenstunden 31. august.

Dianas to sønner hylder deres mor
Men allerede samme aften klokken 20.00 viser TV 2 et andet stort portræt af prinsessen, nemlig 'Diana - vores mor'. Her fortæller hendes to sønner, prins William og prins Harry, om deres mor og om, hvordan hun har formet deres liv.

De var kun henholdsvis 15 år og 12 år, da de mistede hende, men når de sammen kigger i private fotoalbum, strømmer minderne frem. Om en mor, der var meget uformel og elskede at have det sjovt, og en mor, der var helt klar over, at der var et andet liv uden for slottets mure.

31. august 2017 er det 20 år siden, prinsesse Diana døde i en bilulykke. I en ny britisk dokumentar fortæller hendes to sønner, prins William og prins Harry, om deres mor og om, hvordan hun har været med til at forme deres liv. (Foto: Oxford Film and Television / TV 2)

Mere dokumentar på TV 2 CHARLIE
På TV 2 CHARLIE sendes dokumentaren 'Diana - det sidste farvel' samme aften klokken 20.50, hvor nogle af de mennesker, der var helt tæt på begravelsen, fortæller om begivenheden. Umiddelbart efter er der gensyn med to mindre dokumentarer i serien ’Royale historier’, og fredag 1. september viser TV 2 det britiske drama fra 2013 'Diana' med Naomi Watts i hovedrollen.

På TV 2 NEWS markeres dagen i debatten 'Dianas betydning - 20 år efter' umiddelbart efter 19 Nyhederne.

-----------

Samlet oversigt over Diana-programmer torsdag 31. august og fredag 1. september:

Torsdag 31. august:

TV 2
20.00 Diana - vores mor
22.45 Dianas historie - med hendes egne ord

TV 2 CHARLIE
20.50 Diana - det sidste farvel
6. september 1997 blev prinsesse Diana begravet. Den dag stod verden stille i sorg over, at folkets prinsesse var død. En million mennesker fulgte begravelsesoptoget i Londons gader og millioner over hele kloden så med på tv. I denne dokumentar fortæller nogle af de mennesker, der var helt tæt på begivenheden, for første gang om den triste dag. Mød blandt andre Sir Malcolm Ross, som på seks dage arrangerede hele begravelsen og kaptajn Richard William, som var med til at bære prinsessens kiste.

21.45 Royale historier - folkets prinsesse
22.15 Royale historier - prinsens elskerinde

TV 2 NEWS
19.23 Dianas betydning - 20 år efter

-------

Fredag 1. september:

TV 2
21.05 Diana (britisk drama fra 2013)
Vi følger prinsesse Diana (Naomi Watts) i de sidste to år af hendes liv, hvor hun forelsker sig i den charmerende hjertekirurg Dr. Hasnat Khan (Naveen Andrews), men konstant er jaget af sladderpressen. Lady Di møder Khan, da hun besøger en veninde på hospitalet, og forelsker sig i den flotte læge, som hun indleder et forhold til. De snakker om sammen at flytte til udlandet, men Khan har problemer med at acceptere pressens store bevågenhed. Da Diana og Khan får problemer i deres forhold, finder hun trøst hos den egyptiske forretningsmand og mangemillionær Dodi Fayed (Cas Anvar). Men pressen bliver ved med at jage hende.

Billede {0} af {1}