TV 2 varmer op til VM

19. maj 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Mandag 14. juni indleder det danske fodboldlandshold VM i Sydafrika, men inden har Morten Olsens tropper tre testkampe - 27. maj mod Senegal, 1. juni mod Australien og 5. juni mod Sydafrika. Alle tre kampe vises direkte på TV 2.


Om 23 dage går det løs ved VM i Sydafrika. Men først skal det danske fodboldlandshold spille tre testkampe mod stærke modstandere, og landstræner Morten Olsen skal udtage sin endelige VM-trup på 23 mand. De tre testkampe kan naturligvis ses på TV 2.

Første test spilles i Aalborg torsdag 27. maj kl. 20.00 mod Senegal. Afrikanerne er ikke kvalificeret til VM, men det var de i 2002, hvor Danmark senest mødte dem. Dengang endte kampen 1-1, og begge mandskaber gik videre i turneringen, hvor Danmark blev ekspederet ud af England i ottendedelsfinalen, mens senegaleserne først røg ud efter kvartfinalen.

Kampen mod Senegal er samtidig sidste kamp, inden Morten Olsen sætter navne på den endelige VM-trup. De nuværende 26 spillere skal skæres ned til 23, inden landsholdet dagen efter Senegal-kampen flyver til Sydafrika, så mon ikke der er nogle, der vil kæmpe for deres VM-chance på Aalborg Stadion.

To testkampe i Sydafrika
I Sydafrika er der arrangeret yderligere to testkampe mod VM-deltagere, inden det mandag 14. juni for alvor går løs mod Holland.

Tirsdag 1. juni kl. 13.50 gælder det Australien, der ved sidste VM imponerede og nåede ottendedelsfinalerne, hvor Italien satte en stopper for australiernes himmelflugt. Stjernerne hos Australien er Evertons Tim Cahill, Galatasarays Harry Kewell, Blackburns Brett Emerton og anføreren Lucas Neill, der ligesom Kewell slår sine folder i tyrkiske Galatasaray.

For danskernes vedkommende skal de allersidste detaljer finpudses lørdag 5. juni, når værtsnationen Sydafrika er modstanderen. Kampen spilles kl. 14.00, direkte på TV 2, og er mod en værtsnation, der skriger på VM-succes.

Sydafrikanerne var senest med ved VM i 2002, hvor det blev til én sejr og exit efter gruppespillet. Sådan gik det også i 1998, hvor Danmark og Sydafrika spillede 1-1 i en kamp, der er gået over i historiebøgerne - ikke for spillet, men for en dommer ved navn John Toro Rendon. Det var ham, der gav tre røde og syv gule kort i en kamp, der aldrig var hårdt spillet.

Læs i øvrigt meget mere om VM på TV 2s VM-site vm.tv2.dk

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}