TV 2 styrker digital udvikling med ny chef

Clara Mai Kunstmann kommer fra TDC, hvor hun senest har været afdelingsdirektør og chef for det tekniske udviklingsområde inden for streaming og OTT-tjenester. (Foto: TV 2)

Clara Mai Kunstmann kommer fra TDC, hvor hun senest har været afdelingsdirektør og chef for det tekniske udviklingsområde inden for streaming og OTT-tjenester. (Foto: TV 2)

26. september 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Clara Mai Kunstmann er ansat i en nyoprettet stilling som digital udviklingschef.

Et vigtigt element i TV 2s strategi om den digitale transformation er evnen til digital udvikling i højt tempo og med høje ambitioner. Derfor oprettes nu en stilling som digital udviklingschef med reference til TV 2s digitale direktør, Anders Blauenfeldt – og senest fra 1. januar 2018 bestrides denne stilling af Clara Mai Kunstmann. 

Clara Mai Kunstmann kommer fra TDC, hvor hun senest har været afdelingsdirektør og chef for det tekniske udviklingsområde inden for streaming og OTT-tjenester. Hendes vej ind i mediebranchen er oprindeligt via redaktørstillinger på magasiner og DR, men den digitale del af branchen har været omdrejningspunktet for Clara Mai Kunstmann i mange år med stillinger i Aller-koncernen som ansvarlig for den digitale udviklingsafdeling Future Lab samt fra 2009-2011 som direktør for datterselskabet E-Doktor.dk. I 2012 kom hun til YouSee og TDC-koncernen.

Clara Mai Kunstmann har bl.a. en BA i Strategy og Management fra Demont Fort University i England.  

- Clara Mai Kunstmann kommer med stor erfaring inden for mediebranchen, og hun kender derfor det marked, som TV 2 opererer i, og som – trods vores succeser på området – fortsat stiller store krav. Hendes digitale interesse fornægter sig ikke, og hun har de rette kompetencer til at bidrage til den fortsatte udvikling af vores digitale platforme. Clara tænker i høj grad i den digitale brugeroplevelse, og hvordan indholdet bedst når frem til seere og brugere, og så har hun stor erfaring i at drive processerne i en udviklingsorganisation. Jeg glæder mig meget over at kunne byde Clara velkommen, siger digital direktør Anders Blauenfeldt.  

Clara Mai Kunstmann er 41 år – og nøjes ikke kun med at arbejde med digitale platforme, men er i sin fritid også ivrig spiller af computerspil i mange afskygninger.  

- Jeg har altid været en gadget-nørd, så tekniske løsninger og setups har altid haft min store interesse, og de sidste 10 år har jeg været helt nede i det digitale maskinrum, hvor jeg godt kan lide at være. Det er der, magien opstår, når man arbejder med udvikling. Den magi kan kun opstå, hvis man har en stærk udviklerkultur og et tæt og transparent samarbejde med både de kommercielle kræfter og dem, der producerer indholdet, siger Clara Mai Kunstmann og fortsætter:

- Det er tydeligt, at TV 2 har en unik kultur, og man kan se på de digitale produkter, at medarbejderne er stolte af det, de laver. Jeg glæder mig meget til at være en del af den kultur og bidrage til de høje ambitioner og strategiske initiativer, der er sat fremadrettet. Derudover har TV 2 noget af det allerstærkeste indhold på det danske marked. Det indhold skal distribueres på tværs af et stigende antal platforme med fokus på klar formidling og en brugeroplevelse af højeste kvalitet.

I forbindelse med oprettelsen af stillingen som chef for Digital Udvikling justeres TV 2s tekniske og digitale organisation, og en række teams, ledere og nøglemedarbejdere rykker rundt for samlet set at styrke fokus på ikke kun udvikling, men også på digital drift, data-området og den strategiske retning om større samhørighed mellem tv2.dk og TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}