TV 2-støttede film topper Bodil-nomineringer

21. januar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Topscorere med hver fem Bodil-nomineringer er Niels Arden Oplevs ’Kapgang’ og Bille Augusts ’Stille hjerte’.

I filmen 'Stille hjerte' har søstrene Sanne og Heidi accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres. Men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere. (Foto: Rolf Konow / DFI / TV 2)

Danske Filmkritikere er nået til enighed om, hvem der skal dyste om årets Bodil-statuetter 28. februar, og to film skiller sig ud med hver fem nomineringer. Det drejer sig om ’Kapgang’ (instrueret af Niels Arden Oplev) og ’Stille hjerte’ (instrueret af Bille August). Begge disse film er realiseret med støtte fra TV 2.

Disse film er bl.a. nomineret i kategorien bedste film.

Blandt de nominerede til bedste kvindelige hovedrolle finder man hele tre skuespillerinder fra ’Stille hjerte’, nemlig Danica Curcic, Paprika Steen og Ghita Nørby. De to øvrige nominerede er Bodil Jørgensen (’All Inclusive’) og Sonia Suhl (’Når dyrene drømmer’).

I kategorien bedste kvindelige birolle finder man igen Danica Curcic (’Fasandræberne’, der også er støttet af TV 2). Hun er som den eneste person nomineret to gange. I denne kategori dyster hun mod Birgitte Hjort Sørensen (’En du elsker’), Sarah-Sofie Boussnina (’Fasandræberne’), Sidse Babett Knudsen (’Kapgang’) og Susanne Storm (’Klumpfisken’).

Fire mandlige hovedroller nomineret
Blandt de nominerede til bedste mandlige hovedrolle finder man i år blot fire navne – nemlig Mikael Persbrandt (’En du elsker’), Villads Boye (’Kapgang’), Henrik Birch (’Klumpfisken’) og Uffe Rørbæk (’Det andet liv’), mens de nominerede i kategorien bedste mandlige birolle tæller Ali Sivandi (’Ækte Vare’), Pilou Asbæk (’Stille hjerte’), Anders W. Berthelsen (’Kapgang’), David Dencik (’Kapgang’) og Lars Mikkelsen (’Når dyrene drømmer’).

Kampen om at blive bedste dokumentar står mellem ’The Look of Silence’ (Joshua Oppenheimer), ’Cirkusdynastiet’ (Anders Riis-Hansen), ’1989’ (Anders Østergaard og Erzsébet Rácz), ’Våbensmuglingen’ (Andreas Koefoed) og ’We Are Journalists’ (Ahmad Jalali Farahani).

Foruden disse kategorier uddeles der også priser til bedste amerikanske film, bedste ikke-amerikanske film, bedste filmfotograf, en Sær-Bodil, en Æres-Bodil, Henning Bahs-Prisen samt den nystiftede pris for årets filmmanuskript.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}