TV 2 SPORT og Wozniacki når nye højder

Caroline Wozniacki under WTA-turnering, Women's Tennis Association.

Caroline Wozniacki under WTA-turnering, Women's Tennis Association.

05. april 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Da Caroline Wozniacki lørdag aften spillede WTA-finale på TV 2 SPORT, var seertilslutningen rekordstor.

Når Caroline Wozniacki er i topform og vinder store WTA-kampe, følger seerne med i hidtil uset antal. Lørdag aften, hvor Wozniacki på TV 2 SPORT spillede finale i turneringen i Miami, nåede seertilslutningen nye rekorder.

190.000 fulgte i snit Wozniackis finale, og det er det højeste seertal til WTA-tennis i fem år – siden 2012, hvor TV 2s hovedkanal transmitterede kampe fra en af årets WTA-turneringer.

Da flest så med lørdag aften på TV 2 SPORT, lå seertilslutningen i underkanten af 250.000. Det gennemsnitlige seertal på 190.000 er det højeste nogensinde til WTA-tennis på en ikke-landsdækkende kanal.

- Samtidig var lørdagens WTA-seeropbakning ugens højeste seertal til en sportstransmission uanset kanal – endnu højere end ugens seertal til f.eks. fodbold og håndbold på alle andre kanaler, siger redaktionschef Kristian Hyldgaard, TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Det viser med stor tydelighed, at danskerne vil følge de bedste kvindelige tennisspillere i verden inklusive Caroline Wozniacki, når hun viser storform og rykker frem på verdensranglisten.

Lørdag aften klokken 18-21 var TV 2 SPORT Danmarks tredjestørste kanal efter TV 2 og DR1 – og tre gange mere set end nummer fire, som var DR2. Målt over hele lørdag 1. april var TV 2 SPORT Danmarks fjerdemest sete kanal.

WTA-tennis er medvirkende til, at TV 2 SPORT i 2017 har øget sin seerandel med mere end 20 procent i forhold til 2016 – fra 1,8 procent i 1. kvartal 2016 til 2,2 procent i 1. kvartal 2017.

I denne uge sender TV 2 SPORT fra WTA-turneringen i Charleston – hvor Caroline Wozniacki også deltager.

Billede {0} af {1}