TV 2 søger penge til ’Lykke-Per’, ’Norskov’ og ’Kriger’

Thomas Levin som politikommissær Tom Noack i første sæson af TV 2-serien 'Norskov'. TV 2 søger nu om støtte fra Public Service Puljen i håb om at kunne realisere sæson 2 af serien. (Arkivfoto: Rolf Konow / TV 2)

Thomas Levin som politikommissær Tom Noack i første sæson af TV 2-serien 'Norskov'. TV 2 søger nu om støtte fra Public Service Puljen i håb om at kunne realisere sæson 2 af serien. (Arkivfoto: Rolf Konow / TV 2)

24. januar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s fiktionschef glæder sig over, at politikerne har styrket Public Service Puljen med 23 millioner kroner i 2017. ”Puljen har virket og har bl.a. givet danskerne mere og bedre fiktion”, siger hun.

TV 2 har i de senere år sendt væsentligt mere tv-fiktion til danskerne end tidligere. Og når det er lykkedes at finansiere flere danske tv-serier, skyldes det bl.a. et godt samarbejde med producenter, Public Service Puljen, regionale filmfonde og udenlandske medieselskaber om at skaffe penge til dansk fiktion.

En af de samarbejdspartnere, som har sikret bl.a. flere tv-serier til danske seere og brugere, er netop Public Service Puljen, som for nylig fik politisk tilsagn om yderligere 23 millioner kroner fra de overskydende licensmidler.

TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, siger:

- Det glæder mig meget, at politikerne har prioriteret Public Service Puljen, når der var overskydende licensmidler at uddele. Det er en anerkendelse af Public Service Puljen og af de resultater, puljen og branchen har skabt. Set fra min stol har Public Service Puljen gjort en klar forskel og har sikret flere og bedre tv-serier til det danske publikum. Hele fiktionsbranchen har kunnet mærke, at det er blevet muligt at realisere flere tv-serier og miniserier i bedre kvalitet end tidligere.

Søger om støtte til tre konkrete fiktionsprojekter
TV 2 Fiktion har allerede ansøgt Public Service Puljen om støtte til tre konkrete projekter. Det drejer sig bl.a. om miniserien ’Lykke-Per’ – en filmatisering i fire afsnit af et af de væsentligste danske litterære værker, Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’. Bille August skal instruere, og han har sammen med sin søn, manuskriptforfatter Anders August, skrevet manuskript til serien.

- Nordisk Film har i et par år kæmpet for at skaffe finansiering af dette store og vigtige projekt, som imidlertid er så dansk, at det ikke lader sig gøre at skaffe international finansiering af betydning. Det her er en af de situationer, hvor vi håber, at Public Service Puljen igen kan gøre en forskel, siger Katrine Vogelsang.

TV 2 har også søgt midler hos Public Service Puljen til sæson 2 af den anmelderroste serie ’Norskov’ samt til miniserien ’Kriger’ af Christoffer Boe. ’Kriger’ er et samtidshistorisk thrillerdrama i seks afsnit, der fortæller historien om en elitesoldat, der efter sin hjemkomst ikke kan slippe af med sin indre kriger og bliver fanget i en ny, anderledes og personlig krig som undercover-agent.

- Ingen af disse tre tv-serier kan realiseres uden betydelig støtte udefra, fastslår Katrine Vogelsang.

TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Giver penge med den ene hånd – og søger penge med den anden hånd
Samtidig med at TV 2 og andre kommercielt finansierede kanaler kan søge om midler i Public Service Puljen til tv-fiktion og særlige dokumentarprogrammer, har TV 2 – og kun TV 2 blandt de kommercielt finansierede medier – en forpligtelse til at støtte dansk film med over 65 millioner kroner om året. Hovedparten af disse penge skal bruges på spillefilm i biografen.

- Så længe TV 2 har denne omfattende forpligtelse til at støtte biograffilm i modsætning til at købe danske film på markedsvilkår, er Public Service Puljen helt nødvendig for at sikre flere danske tv-serier til seere og brugere. I denne situation er vi stærkt afhængige af Public Service Puljen, siger Katrine Vogelsang.

Fiktionschefen lægger ikke skjul på, at hun finder denne ”bytteleg” besynderlig, og hun vil klart foretrække en model, hvor TV 2 selv bestemmer, hvordan de såkaldte ”filmpenge” anvendes.

- Dette absurde og administrativt tunge system er helt ude af trit med tiden. Tillad os i stedet at anvende midlerne på at få produceret flere danske tv-serier til glæde for den store befolkning, som elsker danske serier på tv og streaming. Vi og fiktionsbranchen har ideerne, siger Katrine Vogelsang.

Billede {0} af {1}