TV 2 skal give seerne det bedste - hver gang

01. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Lars Liebst til TV 2s medarbejdere og samarbejdspartnere: Ressourcer er næsten en mangelvare for tiden. Til gengæld er der ingen, der kan slå os på de menneskelige ressourcer.

TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst.

For en dansk teenager kan det være svært at forstå, at der var engang, hvor man kunne vælge mellem DR og DR og DR.

- Men sådan var det, og en del af jer var med til at gennembryde monopolet. Det kan I være stolte af, sagde TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst, i sin tale ved receptionen onsdag, ”hvor Danmarks største fællesskab fylder rundt for anden gang”.

Bestyrelsesformanden sagde, at TV 2 har givet danskerne talrige programmer, informationer og oplevelser i de seneste 20 år – og danskerne tester TV 2 konstant.

- Vi bliver testet hver dag, hver time, og vi skal give seerne det bedste - hver gang. Hvert enkelt program skal fortsat vise sin berettigelse med mangfoldighed, alsidighed og kvalitet som et pejlemærke for alt, hvad vi gør. Vores øverste dommere vil altid være seerne, og vi skal være vores opgave bevidst, både som seernes pusterum i en travl hverdag og som en af de vigtigste nationale kulturbærere. Netop denne dualisme er helt central for uden folkelighed, ingen samlingskraft. Og vi skal stadig vise Vild med dans, men fortsat ikke kun Vild med dans. Og så skal vi fastholde modet til at overraske, til at også give seerne det, de ikke vidste, de manglede, sagde Lars Liebst.

TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst, i samtale med kulturminister Carina Christensen.

Bestyrelsesformanden konstaterede, at det seneste år på TV 2 har været meget turbulent.

- Det har været en barsk omgang for alle og en periode i stationens 20-årige historie, der har kostet mange kræfter. Det er en periode, der ikke er slut endnu, men til gengæld en periode, hvor vi kan begynde at se muligheder. De muligheder, der kan udgøre et stærkt fundament for en fortsat handlekraftig, innovativ og troværdig tv-station, sagde Lars Liebst og nævnte TV 2s mange kanaler og platforme.

- Fælles for dem alle er - og skal være - den dedikerede og professionelle indsats. Vi skal fortsat være et troværdigt og reelt alternativ til amatørismen og den lalleglade, ligegyldige underholdning, der stortrives i disse år. Vi har ikke uanede økonomiske ressourcer, snarere tværtimod. For øjeblikket er de næsten en mangelvare. Til gengæld er der ingen, der kan slå os på de menneskelige ressourcer. På handlekraft, nærhed og commitment. TV 2 er intet uden medarbejderne, TV 2 er jer, sluttede bestyrelsesformanden.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}