TV 2-resultat på 18 mio. kr. før skat

30. marts 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Årets resultat er sammensat af underskud på hovedkanalen og overskud på nichekanalerne.

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

TV 2s resultat før skat i 2008 er et overskud på 18 mio. kr., hvilket er markant bedre end 2007-underskuddet på 213 mio. kr. TV 2s aktiviteter er sammensat af en hovedkanal, som giver underskud, og nichekanaler, som giver overskud.

Forbedringen af resultatet skyldes spareplanen fra april 2008, rekonstruktion af radioaktiviteterne, og at nichekanalerne med et pænt bidrag bl.a. fra TV 2 NEWS giver større overskud end i 2007, mens hovedkanalen bidrager med et større underskud. Overskuddet på 18 mio. kr. før skat er på niveau med de forventninger, som TV 2 offentliggjorde i januar 2009.

- Vi er naturligvis glade for, at TV 2 kommer ud af 2008 med et overskud, og på baggrund af forventningerne i årsrapporten 2007 er resultatet tilfredsstillende. Medarbejderne kan tage en stor del af æren for, at der fra 2007 til 2008 er rettet betydeligt op på TV 2s resultat, og jeg er imponeret over deres indsats. Desværre viser resultatet også, at forretningsmodellen for hovedkanalen er yderst sårbar, hvilket yderligere understreges af den aktuelle finanskrise. På langt sigt kan vi dog glæde os over, at den omstruktureringsplan, som i øjeblikket ligger til godkendelse hos EU-Kommissionen, giver TV 2 mulighed for at opkræve abonnementsbetaling fra 2012, siger TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup.

- TV 2s resultat er et udtryk for, at ledelse og medarbejdere i 2008 har handlet i overensstemmelse med virksomhedens situation, men det er hverken tilfredsstillende eller forsvarligt, at resultatet er sammensat af en underskudsgivende hovedkanal og overskudsgivende nichekanaler. Som kommerciel medievirksomhed skal TV 2 være en sund og økonomisk bæredygtig virksomhed, der kan stå på egne ben, siger TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst.

TV 2 vil i 2009 have fokus på kerneforretningen, dvs. primært tv og net. Forventningen til resultatet for 2009 er præget af den usikre økonomiske situation. I 1. kvartal 2009 forventes tv-reklame-omsætningen at falde med knap 20 procent. Som konsekvens heraf har TV 2 iværksat yderligere en spareplan, og denne gang er det – i modsætning til tidligere – ikke muligt at friholde programbudgettet. For 2009 ventes der et væsentligt større underskud før skat på hovedkanalen (115 mio. kr. i 2008) og et større overskud før skat på nichekanalerne (227 mio. kr. i 2008). Resultatet før skat vil afhænge af udviklingen på reklamemarkedet.

Se desuden årsregnskabsmeddelelsen via følgende link.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}