TV 2 og NEWS viser dagsordensættende Facebook-dokumentarer

Fra den ene af Channel 4s nye dokumentarer, som vises torsdag 22. marts på TV 2 og TV 2 NEWS i forbindelse med 22 Nyhederne. (Videoprint: Channel 4 / TV 2)

Fra den ene af Channel 4s nye dokumentarer, som vises torsdag 22. marts på TV 2 og TV 2 NEWS i forbindelse med 22 Nyhederne. (Videoprint: Channel 4 / TV 2)

22. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 udvider torsdagens 22 Nyhederne, og både TV 2 og NEWS viser nye dokumentarer og debatterer de afsløringer, som har rystet Facebook.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 og TV 2 NEWS har erhvervet rettighederne til to afslørende dokumentarer fra Channel 4, der har rystet Facebook og har fået en storm af protester til at regne ned over mediegiganten fra myndigheder, politikere, vælgere og andre Facebook-brugere.

TV 2 og NEWS viser de to britiske dokumentarer i aften, torsdag 22. marts. Den første bringes og debatteres i 22 Nyhederne, som derfor udvides til cirka 35 minutter.

Umiddelbart efter 22 Nyhederne sender TV 2 NEWS den anden Channel 4-dokumentar, som debatteres og perspektiveres sammen med gæster i NEWS-studiet.

Afslører misinformation og hemmelig indblanding i demokratiske processer
Centralt i proteststormen mod Facebook står det britiske analysebureau Cambridge Analytica, der i kraft af data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler hævder at have hjulpet med at sende Donald Trump til Det Hvide Hus. Cambridge Analytica har ligeledes spillet en rolle i valg i Nigeria, Kenya, Tjekkiet, Indien og Argentina.

- Dokumentarerne er et wake up call for alle, der har fokus på velfungerende demokratier, og afsløringerne af spredning af misinformation og hemmelig indblanding i demokratiske processer har derfor skabt berettiget opsigt over hele verden. Vi er stolte af, at vi kan bringe dokumentarerne – og debatten om disse – hjem til de danske seere, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen, TV 2 NEWS.

Den første af torsdagens dokumentarer viser bl.a., hvordan Cambridge Analytica arbejder hemmeligt – ved hjælp af stråmandsfirmaer og tidligere spioner – med at påvirke valg rundt omkring i verden, samt om selskabets taktik med at smøre politiske modstandere med bestikkelse og sex-lokkeduer.

Aftenens anden dokumentar 'Digital valgkrig – Trumps vej til sejren?', der sendes og debatteres på TV 2 NEWS fra klokken 22.35, sætter særligt fokus på Cambridge Analyticas rolle i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Begge de to dokumentarer genudsendes på TV 2 NEWS fredag 23. marts i aftenfladen.

Billede {0} af {1}