TV 2 og DIF går sammen om Skole OL

29. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Med kort tid til OL i London og fuldt tryk på OL-interessen får alle landets 4-6. klasser mulighed for at være med i lokale Skole OL med finalestævne i København. Kronprinsen bakker op om projektet, og TV 2 dækker finaledagene.

2012 er stort OL-år, og derfor lancerer TV 2 og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) sammen med en række partnere nu Skole OL i hele landet

Det landsdækkende Skole OL bygger oven på de gode erfaringer fra det københavnske Skole OL, som har fundet sted siden 2009. Skole OL er fair og sjove konkurrencer i atletik med fokus på gejst, klassesammenhold og personligt engagement.

- Skole OL er et super projekt, fordi det handler om at få børn til at dyrke idræt og samtidig give dem interessen for OL. At deltage ved de olympiske lege er noget helt specielt, og jeg håber børnene også får en olympisk oplevelse til deres Skole OL, siger Peter Gade, der har været med til OL tre gange og står over for sin fjerde deltagelse ved OL i London.

En række OL-atleter er sammen med kronprins Frederik, der er IOC-medlem, med til at synliggøre Skole OL og vil være til stede ved udvalgte Skole OL og til finalen.

- Vi står foran en kæmpe sportssommer med bl.a. EM i fodbold og OL, og TV 2 dækker alle de store begivenheder. Vi vil også gerne have børnene med, og derfor er vi gået aktivt ind i Skole OL for at være med til at udvikle begivenheden og for at bringe den ud til hele Danmark. Det handler om at få børnene op fra skolebænken og ud på græsset - og om at de gerne må blive lige så begejstrede for sportens verden som alle vi andre er, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

Til Skole OL kan alle elever i 4. til 6. klasse prøve kræfter med atletikkens klassiske skolediscipliner: 60 m, længdespring, boldkast og stafetløb. Desuden skal børnene prøve kræfter med den seje og næsten uendelige 400 m.

De indledende stævner afvikles lokalt på skolerne, og lærerne kan hente konkurrence- og øvelsesmateriale på skoleol.tv2.dk. Her vil der også være inspiration til at kombinere Skole OL med undervisning i OL's historie og viden om det danske OL-hold til legene i London.

Den enkelte klasse kan afholde sit eget Skole OL, skolen kan arrangere Skole OL for alle 4.-6. klasser, eller flere skoler i kommunen kan gå sammen om at afholde Skole OL. De indledende stævner skal afvikles i perioden 1. marts - 11. maj 2012, og klasserne kan kvalificere sig til et stort finalestævne med op imod 7.000 elever på Østerbro Stadion i København 6.-8. juni 2012. TV 2 dækker finaledagene.

Ud over Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og TV 2 er Københavns Kommune, Sparta, Dansk Atletik Forbund og Dansk Skoleidræt med i projektet. Samsung og skolemælk.dk er sponsorer, og projektet er støttet af Trygfonden.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}