TV 2 og Anders Matthesen vil lave ny spillefilm

11. juli 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Grådighed er emnet for en biograffilm, som Anders Matthesen realiserer sammen med bl.a. TV 2.

Anders Matthesen i gang med produktionen af spillefilmen "Sorte kugler", som TV 2 var med til at realisere. Nu er Anders Matthesen i gang med et nyt filmprojekt med arbejdstitlen "All inclusive", der handler om charterliv og grådighed, og som TV 2 er klar til at støtte.


”All inclusive” er arbejdstitlen, og grådighed og charterlivet er de store emner for et dansk spillefilmprojekt, som Anders Matthesen er gået i samarbejde med TV 2 om at realisere.

Den kommende biograffilm realiseres efter original idé af Anders Matthesen. Han skal også stå for manuskriptet, der behandler emnet grådighed med en spids pen – og med solid brug af humor.

Anders Matthesen skal selv spille flere forskellige karakterer i filmen, og han er begejstret ved udsigten til at skulle realisere et filmprojekt, der helt er baseret på hans egen idé.

- ”All inclusive” bliver en bred, lys og visuelt spændende komedie, der forhåbentlig kan trække et stort publikum i biografen. Allerede på nuværende tidspunkt bliver filmen mødt af stor interesse fra distributører og andre i filmbranchen, siger Anders Matthesen, der p.t. også har travlt med at forberede en stor turné med sit nye show ’Anders’.

TV 2s programchef, Keld Reinicke. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


TV 2 har allerede tilkendegivet at ville støtte ”All inclusive”, og Det Danske Filminstitut (DFI) er ansøgt om støtte.

- Vi er superglade for at kunne være med i endnu en Anders Mattesen-film og glæder os til at støtte et af Danmarks største komiske talenter, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke

Filmprojektet forventes at kunne gå i forproduktion i løbet af efteråret 2012.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}