TV 2 NEWS til Canal Digitals kunder

22. april 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra 1. maj bliver det muligt for alle Canal Digital Danmarks kunder at se TV 2 NEWS – Danmarks største nyhedskanal.

Kommunikationsdirektør Catja Middelboe Andersen, Canal Digital Danmark A/S. (Foto: Jeppe Carlsen)

En stor andel af den danske befolkning har de senere år fået mulighed for at se TV 2 NEWS, og fra 1. maj kan også Canal Digitals parabol-tv kunder få glæde af Danmarks største nyhedskanal.  Kanalen er særdeles populær, og hos begge parter er der stor tilfredshed med, at TV 2 NEWS snart også er at finde blandt Canal Digitals kanaler.

Aftalen mellem Canal Digital og TV 2 betyder, at TV 2 NEWS bliver en del af Canal Digitals kanaludbud. I den resterende del af 2010 skal interesserede Canal Digital-kunder købe TV 2 NEWS som tilvalg for 15 kr. pr. måned, men fra 1. januar 2011 bliver TV 2 NEWS en del af Canal Digitals populære FAMILY-pakke.

- TV 2 NEWS er fantastisk populær blandt danskerne, og på få år er TV 2 NEWS vokset til at være Danmarks ottendestørste tv-kanal. Hos Canal Digital har vi oplevet en enorm efterspørgsel på TV 2 NEWS, og derfor er vi meget glade for at kunne tilbyde vores kunder Danmarks førende nyhedskanal, siger kommunikationsdirektør Catja Middelboe Andersen, Canal Digital Danmark A/S.

Salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg.

TV 2s kanaler skal kunne købes
så mange steder som muligt
Den massive opbakning til TV 2 NEWS bekræftes af en netop gennemført Marketminds-analyse blandt 700 personer, der kender og har set TV 2 NEWS. I analysen placeres TV 2 NEWS som den tredjemest attraktive tv-kanal herhjemme - kun overgået af TV 2 og DR1.

- Hos TV 2 har vi en strategi om, at vores betalingskanaler skal kunne købes hos så mange som muligt af Danmarks tv-distributører, så man som forbruger ikke er tvunget til at benytte en bestemt distributør. I denne forbindelse har TV 2 NEWS ”manglet” hos Canal Digital, og det glæder os, at vi nu har fået en aftale. Denne aftale gør vores distribution af
TV 2 NEWS endnu mere komplet, siger salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg.

Flere end trekvart million danskere bruger TV 2 NEWS hver dag, og de ser i gennemsnit NEWS i cirka 40 minutter hver dag. Kanalen sender nyheder og magasinprogrammer 24 timer i døgnet og er – som nævnt - på få år vokset til at være Danmarks ottendemest sete tv-kanal målt blandt alle danskere.

-------------------------------------------

Fakta for Canal Digitals parabol-kunder:
For at Canal Digitals kunder kan få adgang til TV 2 NEWS, skal de købe den til som en tilvalgskanal for resten af 2010 for 15 kr./md. Det gælder alle kunder hos Canal Digital – også dem med en LOCAL-pakke. Fra 2011 vil kanalen blive en del af FAMILY-pakken.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}