TV 2 NEWS er med, når Europa mindes afslutningen på Første Verdenskrig

11. november kl. 11 1918 sluttede Første Verdenskrig. Søndag 11. november er NEWS med når Europa mindes krigens afslutning. (Foto: Ritzau Scanpix)

11. november kl. 11 1918 sluttede Første Verdenskrig. Søndag 11. november er NEWS med når Europa mindes krigens afslutning. (Foto: Ritzau Scanpix)

09. november 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Fire års blodig krig sluttede 11. november 1918, og det markeres mange steder i Europa.

11. november 1918 klokken 11 begyndte kirkeklokkerne overalt i Europa at ringe. Det var lykkedes at indgå en våbenhvile, som blev enden på fire års blodig krig i Europa. Millioner af soldater og civile omkom i det, der senere blev kaldt Den Store Krig, og som vi nu kender som Første Verdenskrig.

Kristian Ring-Hansen Holt sidder i studiet under dækningen, mens NEWS reportere melder ind fra flere steder i Europa og Danmark. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

TV 2 NEWS transmitterer klokken 10.00-13.00, når den historiske begivenhed markeres i store dele af Europa. Kristian Ring-Hansen Holt er vært i studiet, og NEWS har reportere flere steder i Europa og i Danmark.

I Paris rapporterer Ulla Terkelsen fra pladsen ved Triumfbuen. Her vil statsledere fra store dele af verden deltage, herunder formentlig den amerikanske præsident, Donald Trump, og den russiske præsident, Vladimir Putin.

I London rapporterer Divya Das fra mindehøjtideligheden i Whitehall, mens Lotte Mejlhede er i Ypres i Belgien, der var en af de allerblodigste slagmarker under krigen.

I den lille franske by Braine ligger en dansk krigskirkegård. Her er 79 sønderjyder, der omkom ved de franske fronter, begravet. Prins Joachim og prinsesse Marie er med, når dagen mindes, og TV 2 NEWS’ Frederikke Ingemann rapporterer fra Braine.

Også herhjemme er der flere mindehøjtideligheder. I Aarhus deltager dronning Margrethe i den store danske mindehøjtidelighed i Mindeparken i Marselisborg. På Mosede Fort ved Karlslunde inviteres til levendegørelse af tiden omkring verdenskrigen med blandt andet veterantogstransport fra København og fredsduer, der slippes løs.

Ole Kolster følger dagen i det Sønderjylland, som mistede flere end 6000 mænd under krigen.

I den lille franske by Braine ligger en dansk krigskirkegård. Her er 79 sønderjyder, der omkom ved de franske fronter. (Foto: Ritzau Scanpix)

Et nyt Europa
Våbenhvilen i 1918 og den senere fredsslutning blev begyndelsen til et helt nyt Europa. Det østrig-ungarske kejserrige gik i opløsning, og Tyskland afsatte kejseren og fik indført et demokratisk styre. I Rusland havde kommunister året forinden overtaget magten.

Selv om Danmark forholdt sig neutralt, kom Første Verdenskrig til at koste mange danske livet.  Sønderjylland var indtil 1920 en del af det tyske rige, hvorfra mænd blev indkaldt som soldater. Mange overlevede ikke skyttegravskrigene, og mange af dem, der overlevede, vendte invaliderede hjem.

Se også med når NEWS søndag aften, umiddelbart efter 19 Nyhederne, sender magasin- og debatprogrammet ’100 året for krigen, der formede Europa – Hvor står vi nu?’

Billede {0} af {1}