TV 2 henter TV3-vært

03. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Tv2.dk etablerer nyt web-tv-magasin om især fodbold – og henter Zak Egholm som vært og redaktør.

Zak Egholm, der kommer fra TV3-koncernen, bliver ny sportsvært, redaktør og kommentator på TV 2.

Den 36-årige Zak Egholm bliver ny sportsvært, redaktør og kommentator på TV 2, hvor han fremover skal være vært og redaktør på tv2.dks nye web-tv-magasiner om især fodbold.

Zak Egholm kommer til TV 2 fra TV3-koncernen, hvor han hos TV3+ og TV3 SPORT 1 gennem 12 år har fungeret som en stadig mere central studievært, livereporter og kommentator på de allerstørste begivenheder i Superligaen, Premier League og Champions League.

Faglighed, indlevelse og engagement
Zak Egholm kommer også til at kommentere livesport for TV 2 Sporten og bliver den første, der er ansat hos både TV 2 Sporten og tv2.dk.

- Zak er i en rivende udvikling og på vej til at blive en af landets dygtigste sportsværter og interviewere. Han formår at forvandle det gammeldags sportsinterview til en levende samtale. Han forener på helt unik vis sin faglighed i sporten med indlevelse og engagement, og han kommer på tv2.dk til at tage dybden og potentialet i web-tv til helt nye faglige niveauer. Vi vil gerne have meget trafik, men god sportsformidling starter med at tage publikum dybt alvorligt, siger TV 2s digitale chef, Peter Brüchmann.

Zak Egholm kommer - ligesom i sit virke hos TV3 - også på TV 2 til at kommentere store og løbende sportsbegivenheder.

- Med Zak får TV 2 Sporten en levende og indsigtsfuld kommentator, der på fornem vis balancerer den begejstring og den faglighed, der er nødvendig for at engagere det mest krævende publikum, siger TV 2 Sportens chef, Frederik Lauesen.

Nye formater på den digitale platform
Zak Egholm siger om skiftet til TV 2:

- Jeg har store forventninger og glæder mig til at optræde på en af Danmarks største platforme og til at kunne bruge mine kompetencer i nye rammer. Jeg glæder mig til at udvikle mig på den digitale platform, arbejde med nye formater og til at blive en del af et meget stærkt hold, der også kan lære mig en masse, siger Zak Egholm og fortsætter:

- Jeg har haft 12 lærerige år på Viasat fra yngste lærling til at stå på de store stadions. Jeg skylder TV3 SPORT al mulig tak.

Endnu et nyt web-tv-magasin
Torsdag offentliggjorde TV 2, at David Trads bliver ny vært og redaktør for tv2.dks politiske magasin ”Hos David Trads”. Peter Brüchmann ser sportssatsningen i umiddelbar forlængelse af de politiske ambitioner.

- Web-tv har ingen grænser. Vi tager politik alvorligt. Vi tager sport alvorligt. Og hvis det tager 40 minutter at tale om Michael Laudrups fyring eller Brøndbys brud på tv-aftalen, så bruger vi 40 minutter. Digital formidling er vokset fra det overfladiske, siger Brüchmann.

Zak Egholm havde fredag 28. februar sin sidste opgave hos TV3 i forbindelse med superligakampen mellem FC Nordsjælland og Viborg. I denne uge er han tiltrådt på TV 2.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}