TV 2 gør klar til sæson 2 af ”Den som dræber”

30. marts 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Stor dansk og udenlandsk interesse for ”Den som dræber” gør det sandsynligt, at en ny sæson af krimiserien kan være på skærmen allerede i 2012.

Tre af hovedrolleindehaverne i "Den som dræber", Laura Bach, Jakob Cedergren (tv.) og Lars Mikkelsen. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)


Krimiserien ”Den som dræber” er blevet en stor succes på TV 2, og derfor arbejder Miso Film og TV 2 intenst på at få de sidste brikker på plads, så en sæson 2 kan være klar til visning på TV 2 allerede til marts 2012.

Miso Film har siden oktober 2010 været i gang med at udvikle manuskripter til sæson 2 af ”Den som dræber”, og hvis alt går som forventet, kan næste sæson sættes i gang i midten af april.

- Ikke alene har TV 2 i disse uger succes med serien. De øvrige europæiske partnere er også særdeles begejstrede for ”Den som dræber”, og det er naturligvis en af forudsætningerne for, at vi allerede nu kan igangsætte sæson 2, siger Peter Bose, producer hos Miso Film.

- Vi har længe vidst, at vi stod med en stærk serie, og TV 2s seere har bekræftet dette. Jeg håber og forventer, at økonomien for sæson 2 af ”Den som dræber” inden længe kommer på plads, så vi kan tage endelig beslutning om at igangsætte en ny sæson, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.

Europæiske tv-stationer forventer seersucces for ”Den som dræber”
Åsa Sjöberg, programdirektør på TV4 Sverige, siger:
- ”Den som dræber” er en moderne krimiserie af meget høj kvalitet. Seriens univers og karakterer, og ikke mindst det flotte look, er med til at fastholde publikum i en konstant spænding, og jeg er helt overbevist om, at de svenske seere på TV4 bliver vilde med serien.

Ulrich Thomsen som Martin Høeg og Laura Bach som Katrine Ries Jensen i første afsnit af "Den som dræber".


Peter Nadermann, ZDF Enterprises, siger:
- ”Den som dræber” er med til at sætte en ny standard for de succesfulde skandinaviske krimiserier, og serien fortsætter den linje, der blev lagt i Stig Larssons ”Millenium”-serie. De stramme plots og spændende karakterer gør, at ”Den som dræber”-serien kan måle sig med de allerbedste skandinaviske krimiserier, som har haft stor succes i Tyskland.

Den første sæson vises på både TV4 og ZDF samt TV 2 Norge til efteråret 2011, og alle tre stationer forventes at engagere sig i sæson 2 på trods af, at de endnu ikke har vist den første sæson.

Med et gennemsnit på omkring 1,3 mio. seere til seriens første tre afsnit på TV 2 og en kommerciel share på hele 70 procent blandt de 21-50-årige seere har serien vist sin klare styrke.

Om sæson 2
Manuskripterne til sæson 2 af ”Den som dræber” udvikles af hovedforfatterteamet Siv Rajendram Eliassen og Morten Dragsted, og de flankeres af manuskriptforfatterne Nikolaj Scherfig og Maren Louise Käehne. Instruktør Kasper Barfoed, der har instrueret afsnit 7-10 i første sæson, instruerer de første fire afsnit i sæson 2.

Sæson 2 udspiller sig igen i og omkring drabssektionen med Katrine Ries Jensen og hendes kolleger i deres vante roller, men seerne kan også vente sig en ny og overraskende udvikling i serien, og nye karakterer vil blive introduceret.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}