TV 2 genopliver EM-triumfen

01. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

På TV 2|SPORTENs EM-site, em.tv2.dk, og på twitter bliver Danmarks EM-triumf fra 1992 genoplivet.

Dansk jubel anno 1992.


Husker du EM-triumfen i 1992? Har du lyst til at genoplive de vilde EM-dage fra dengang eller komme helt tæt på, som var det i dag? Så har du muligheden, når TV 2|SPORTEN og danskfodbold.com i samarbejde genopliver hele den danske sensationssejr via twitter under det særlige hashtag #em92live.

TV 2s kommentator Flemming Toft, der på det nærmeste var en del af triumfen for 20 år siden, vil tweete i realtid, som var det i dag, at de vanvittige fodbolddage foregik. Fra det danske hold blev lukket ind i det fine selskab på bekostning af Jugoslavien og hele vejen til den ultimative danske fodboldgevinst på Nya Ullevi fredag 26. juni med sejren over Tyskland.

Flemming Toft tager os med i landsholdlejren i Sverige og øser ud af sine personlige oplevelser og indtryk fra dengang.

danskfodbold.com, DBU’s Officielle Statistikere, har på fornem vis dissekeret hele EM-turneringen i Sverige, og sammen med Flemming Toft giver de liv og hårde fakta i en lind strøm af interessante tweets.

Følg med på TV 2|SPORTENs EM-site, em.tv2.dk. Du kan også følge Flemming Toft direkte på twitter.com/tofttv2sporten eller danskfodbold.com på twitter.com/danskfodboldcom.

Tweets fra dengang har hashtag #em92live - og her kan fodboldfolket bidrage aktivt med egne tweets og genskabe euforien og den helt fantastiske stemning fra juni 1992.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}