TV 2 går live – fra Bremen

15. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Casper Christensen & Co. serverer tredje sæson af "Live fra Bremen" til de satireglade TV 2-seere fra fredag 17. september – lige efter ”Vild med dans”.

Fra venstre: Julie Zangenberg, Sofie Lassen-Kahlke, Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer, Andreas Bo, Iben Hjejle, Esben Pretzmann og Troels Malling, der udgør denne sæsons comedyhold i "Live fra Bremen". (Foto: Per Arnesen / TV 2)


Danmarks første live sketchshow, som skrives og skabes på mindre end en uge, går for tredje gang i luften med et ambitiøst og flittigt hold af forfattere, komikere, skuespillere, scenografer og kostumierer for at sende danskerne på weekend med et velfortjent grin, når de sammen med en gæstevært tager ugens begivenheder under kærlig, satirisk behandling.

- Vi er rigtigt glade for, at seerne har taget så godt imod "Live fra Bremen". Visionen med programmet var og er at skabe en platform for live-satire og udvikling af nye talenter til den danske comedy-scene på tv. Det er lykkedes over al forventning. På skærmen præsenterer vi nogle af Danmarks absolut stærkeste komikere og skuespillere samtidig med, at vi introducerer nye navne, siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, og fortsætter:

- Bag folkene på scenen står et stort hold af stærke unge tekstforfattere, som tilsammen skaber et helt særligt kreativt miljø omkring programmet. 45 minutters live-satire skrevet og udført hver fredag aften er ikke for rollinger, og Casper Christensen og Douglas Entertainment, som står bag "Live fra Bremen", har forlængst vist vejen og formatet til ny modig comedy på TV 2.

Et ambitiøst projekt
Casper Christensen, der siden starten har styret holdet med lige dele vanvid og ambition, inspiration og drive, glæder sig også til at sende direkte fra hjertet af København hver fredag.

- Det var ambitionen at lave Danmarks første 100 procent live-sketchshow – en blanding af aktuel satire og vanvittige gags med et ensemble sammensat af Danmarks førende komikere. Det var et meget ambitiøst projekt og kunne kun lade sig gøre, hvis vi fik samlet de bedste af de bedste inden for komik. Og det er lykkedes, siger Casper Christensen.

Som altid er Casper Christensen hovedforfatter for en samling af landets bedste comedy forfattere: Lasse Rimmer, Martin Høgsted, Michael Schøt, Elias Ehlers, Rasmus Olsen, Brian Mørk og Søren Dyhr.

Tredje sæsons hold af skuespillere består af de velkendte Iben Hjejle, Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj, Esben Pretzmann  og Andreas Bo, som nu får følgeskab af Troels Malling, Sofie Lassen-Kahlke og Julie Zangenberg.

Se med når TV 2 præsenterer tredje sæson af "Live fra Bremen" fredag 17. september klokken 21.35.

Publikumsbilletter til "Live fra Bremen" kan købes på www.billetlugen.dk.

---------------------------------

Se trailer for den nye sæson af "Live fra Bremen" her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}