TV 2 frikendt i sag om Stein Bagger-billeder

29. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Landsretten har stadfæstet byrettens afgørelse og afviser regning fra journalist for tv-billeder af Stein Bagger.

Overvågningsbilleder af Stein Bagger fra en politistation i Los Angeles var årsag til et sagsanlæg mod TV 2, som nu er afvist af både retten i Odense og af Østre Landsret.

TV 2 skal ikke - akkurat som tv-stationen selv havde vurderet - betale en kæmperegning for politi-billeder af den bedrageridømte Stein Bagger.

Det bekræftede Østre Landsret fredag, og dermed stadfæstede landsretten dommen fra byretten i Odense fra 15. april 2010, hvor en freelancejournalist havde forlangt 385.000 kroner for overvågningsbilleder, som han havde skaffet via en lokalpolitistation i USA.

Billederne viser Stein Bagger, da han kom ind på den pågældende politistation for at melde sig selv efter at have været på flugt et stykke tid.

Freelancejournalisten Dan Erland Andersen, der bor i Los Angeles, affotograferede overvågningsbillederne og solgte dem til TV 2 for 15.000 kroner. Han mener, at prisen var for en enkelt visning, og at TV 2 skulle betale for yderligere visninger. I alt lød hans krav på 385.000 kroner.

Østre Landsret afviste journalistens krav og stadfæstede dermed dommen fra retten i Odense.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}