TV 2 FRI styrker aftenfladen

26. november 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskerne kan glæde sig til nye stærke formater i primetime på TV 2 FRI, siger Sune Roland, kanalchef for TV 2 Networks. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2 har indgået en ny aftale med produktionsselskabet Eyeworks og har dermed sikret, at ’Frihuset’ fortsat vil være at finde på TV 2 FRI. Som del af re-positioneringen af kanalen bliver programmet ’Frihuset’ justeret, så det passer ind i den tidlige aftenflade.

- Jeg ser et stort potentiale i ’Frihuset’ i en ny og kortere form og som ramme for programmer, der uddyber inspirerende universer for seerne. Formater, der er båret frem af mennesker med en passion eller stærk udviklingshistorie. TV 2 FRI er i fuld gang med en drejning af kanalen hen imod emner og fortællinger, der er relevante for flere mennesker, siger Sune Roland, kanalchef for TV 2 Networks.

For alle de seere, der holder af tv om formiddagen, vil det fortsat være muligt at se ’Frihuset’, da aftenformaterne genudsendes fra kl. 11.00-13.00.

Jette With (tv.) og Jesper Høvring er dommere i TV 2 FRIs programserie 'Klar, parat, sy!'. Lene Beier er vært. (Foto: Sille Serup / TV 2)

Tv du kan mærke
TV 2 FRI bliver et alternativ til danskere, der ser nyheder på andre tider af døgnet. Fra 1. februar vil kanalen - udover de store egenproduktioner i primetime som for eksempel 'Klar, parat, sy!' - også sende egenproducerede programmer i den såkaldte prime access fra kl. 18.55 til kl. 20.00.

Programformaterne vil variere i genre, men fælles for dem alle er, at de tapper ind i livsstilsområdet, og at de vil være båret frem af mennesker med en passion. 

Resultatet bliver bl.a., at TV 2 FRI investerer flere penge i danske programmer – især i primetime. Blandt de kommende programserier handler en om Ulla Terkelsens Italien, om huse, der aldrig kommer til salg, og sæson to af både ’Danmarks dejligste have’ og ’Fantastiske fund’. Og meget mere er på vej.

- TV 2s øvrige nichekanaler har været igennem lignende justeringer i deres tidlige leveår, og vi bliver hele tiden klogere på, hvad seerne efterspørger. Kongstanken med TV 2 FRI er, at kanalen skal være et frirum, og vi er allerede i fuld gang med at udvikle stærke formater, der sammen med ’Frihuset’, kan tiltrække nye seere til kanalen, siger Sune Roland.

Fokus på at finde de helt rigtige formater til det nye prime access-sendetidsrum betyder, at Lene Beier og Cecilie Hother fremover vil kunne opleves i faste værtsroller på magasinprogrammer på TV 2 FRI.

Lene Beier styrer i øjeblikket slagets gang som vært på ’Klar, parat, sy!’. Cecilie Hother er netop nu aktuel som vært på ’Vild med dans - ekstra’, der sætter fokus på de mange personlige udviklingshistorier, som ’Vild med dans’-universet er så stærk en leverandør af. Programmet blev for nylig det meste sete program på TV 2 FRI nogensinde, og fredagen efter (uge 46) voksede succesen sig endnu større, hvor hele 225.000 seere så med.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}