TV 2 forventer bedre resultat

20. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Underskuddet i 2008 vurderes at blive mindre end ventet. Spareplan, reklamesalg og radiosamarbejde er årsagerne til ny forventning.

Administrerende direktør Merete Eldrup.

I årsrapporten for 2007 forventede TV 2 et underskud før skat på 120-140 mio. kroner for 2008. TV 2 forventer nu et underskud før skat på 30-60 mio. kroner.

Forbedringen i resultatet i forhold til det tidligere udmeldte skyldes:

• En stram omkostningsstyring har medført, at forårets spareplaner har virket hurtigere end forventet.
• TV 2s tv-reklameomsætning er efter årets første tre kvartaler faldet med knap to procent, hvilket er mindre end forventet.
• Radiosamarbejdet omkring Nova FM har vist sig mere gunstigt end forventet.

- Det er en god nyhed, at vi nu kan opjustere forventningerne til resultatet for 2008. Det viser, at arbejdet med at rette op på TV 2s økonomi har båret frugt samtidig med, at vi har solgt flere tv-reklamer end ventet. Men vi tjener mindre på reklamesalget i forhold til sidste år, og især hovedkanalen vil fortsat bidrage til regnskabet med et stort underskud, siger TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup.

Det endelige resultat for året afhænger fortsat af udviklingen i reklameomsætningen, der i tredje kvartal har udviklet sig positivt. Denne udvikling ser dog ikke ud til at fortsætte ind i fjerde kvartal.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}