TV 2 følger Gades sidste to døgn som minister

26. februar 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Programmet "Søren Gade - de sidste 48 timer" giver et unikt indblik bag facaden på en af dansk politiks store profiler.

Søren Gade fotograferet af Linda Henriksen, Scanpix.


Som den eneste danske tv-station fik TV 2 i denne uge eksklusivt mulighed for at følge de sidste 48 timer i Søren Gades tid som forsvarsminister på nærmeste hold - fra søndag 21. februar om morgenen, og til Søren Gade gik af som minister om formiddagen tirsdag 23. februar.

Programmet ”Søren Gade - de sidste 48 timer” vises på TV 2 tirsdag 1. marts i den bedste sendetid.

Sent om aftenen, mandag 22. februar, meddeler Søren Gade, at han stopper som forsvarsminister, og at han vil forlade dansk politik. Beslutningen kom, efter ministeren i flere måneder havde været under intens beskydning fra både medierne og sine politiske modstandere, bl.a. på grund af den såkaldte lækage-sag og sagen om Thomas Rathsacks bog ”Jæger – i krig med eliten”.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade. (Foto: Kristian Brasen / Scanpix)

TV 2 følger Søren Gade i hans sidste to døgn som forsvarsminister, og i programmet fortæller den nu forhenværende minister om sin svære beslutning, om de menneskelige konsekvenser af at befinde sig så længe i skudlinjen i toppolitik, og om at skulle sige farvel til venner, kollegaer og medarbejdere i Forsvarsministeriet.

- Det er uhyre sjældent, at et tv-hold har mulighed for at følge de sidste to døgn af en ministerkarriere, fordi det typisk kun er statsministeren, der ved, hvornår en ministerperiode skal begynde og slutte. Vi er både glade og stolte over at kunne vise danskerne et unikt og eksklusivt program, der går bag om afslutningen af en ministerkarriere, der på det seneste har været hektisk og turbulent for Søren Gade, siger faktachef Sune Roland Jensen, TV 2| Programafdelingen.

Programmet er produceret for TV 2 af Frithjof Film og tilrettelagt af instruktøren Kasper Torsting, der tidligere har fulgt Søren Gade tæt i programmet ”Krigsminister” i TV 2s serie ”Vores krig”, der blev vist i januar 2010.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}