TV 2 FILM styrker sit brand for andet år i træk

15. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Efter markant fremgang i 2010 vokser TV 2 FILMs brand yderligere i 2011. Kanalen har fremgang på alle fire parametre i BAV-analysen: Særpræg, relevans, anseelse og dominans.

Årets største internationale film-begivenhed er Oscar-uddelingen 26. februar, og den transmitteres igen i år af TV 2 FILM.

TV 2 FILM er ikke alene Danmarks største og mest sete filmkanal. Kanalen er også et brand, som for andet år i træk vokser klart i den årlige analyse af mærker og virksomheder (BAV).

De værdier, som de 18-49-årige hæfter på TV 2 FILM, er især ”sjov” og ”ubekymret”.

- TV 2 FILMs brand bliver i disse år stærkere hos danskerne, som bl.a. har forstået, at de skal på TV 2 FILM for at få et mangfoldigt filmudbud og for – helt aktuelt – at følge den direkte transmission af Oscar-uddelingen. Vi har gennemført flere initiativer, der bidrager positivt til oplevelsen af TV 2 FILM, blandt andet har vi styrket tilbuddene til hele familien med filmkampagner i ferierne og med visning af mange danske film, som det senest skete i december, siger kanalchef Maiken Wexø, TV 2 FILM, og fortsætter:

- Vi oplever heldigvis, at både seere og en række distributører i højere grad værdsætter og bruger TV 2 FILM. Vi kan også konstatere, at vi har haft et meget mindre sharetab end forventet i betragtning af et fald i penetrationen, efter at YouSee ikke længere tilbyder kanalen til sine kunder.

TV 2 FILM har fremgang i 2011 i den årlige brand-analyse BAV - og kanalen fortsætter dermed fremgangen fra 2010-analysen. Analysen viser, at de fleste målgrupper vurderer TV 2 FILM meget højt og placerer kanalen flot i BAV-diagrammet (i øverste højre hjørne). I dette skema er brand'et målt blandt de 18-49-årige. Klik på diagrammet for at få det i en større størrelse.


Også hos TV 2|KanalSalg, som står for salget af TV 2s nichekanaler til antenneforeninger og andre distributører, mærker man positive vinde fra de fleste distributører.

- Vi får mange henvendelser fra YouSee-kunder, der savner TV 2 FILM og kanalens udbud af spillefilm. Samtidig oplever vi stigende interesse fra andre distributører, som lægger TV 2 FILM i mere attraktive pakker, og som er blevet endnu mere glade for filmkanalen, fordi de med TV 2 FILM har en eksklusiv vare, man ikke kan få alle steder, siger salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg.

-----------------------------

Om Brand Asset Valuator:
Brand Asset Valuator er en årlig undersøgelse, som udføres af MEC og Bates Y&R. Undersøgelsen måler mærker og virksomheder på flere parametre: Vitalitet (forstået som særpræg og relevans) og styrke (forstået som anseelse og dominans). Vitaliteten udtrykker vækstpotentialet, mens styrken er et udtryk for den historiske styrke.

-------------------------------

Læs også:

TV 2s brand holder fast i fremgangen

Danskerne om Zulu: Trendy og energisk

TV 2 Charlie: Sjæl og varme

Danskerne: TV 2 NEWS leverer troværdig og innovativ nyhedsformidling

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}