TV 2-film hædret som bedste børnefilm

29. august 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Da biografgængerne stemte om årets børnefilm, gik Svend-prisen til ”Otto er et næsehorn”.

Fra den danske animationsfilm "Otto er et næsehorn".

Den danske animationsfilm ”Otto er et næsehorn”, som TV 2 har været med til at realisere, modtog onsdag aften prisen som bedste børnefilm, da Svend-priserne blev uddelt for niende gang i forbindelse med Danmarks Film- og Kulturdage i Svendborg.

Priserne adskiller sig fra f.eks. Bodil- og Robert-priserne ved, at det alene er publikum, der bestemmer, hvem der skal have dem. ”Otto er et næsehorn” er årets p.t. fjerde mest sete biograffilm med over 190.000 solgte billetter.

”Otto er et næsehorn” er baseret på Ole Lund Kirkegaards børnebog. I filmen er Topper en optimistisk og fantasifuld dreng - måske lidt for fantasifuld, for alle tror, at han lyver. Det er heller ikke alle af Toppers historier, som virker lige sandsynlige, men da han en dag finder en gammel blyant, sker der noget virkelig utroligt.

Blyanten viser sig at være magisk, så da Topper tegner et næsehorn på tapetet hjemme i stuen, bliver det rent faktisk levende! Topper kalder næsehornet for Otto og er meget begejstret for sit nye ’kæledyr’.

Han finder dog hurtigt ud af, at det ikke er helt nemt at bo i en lejlighed på 2. sal med et kæmpestort og sultent næsehorn - og snart er både viceværten, politimesteren og hele brandvæsnet efter Topper og Otto!

Svend-prisen bliver arrangeret af Svendborg Kommune i samarbejde med Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Producentforeningen og Film Fyn.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}