TV 2 er med, når børn fra hele Danmark fejrer dronning Margrethe

Dronning Margrethe blev pga. coronakrisen snydt for alle de officielle fødselsdagsfejringer. Tirsdag 16. juni - to måneder efter 80-årsdagen - gennemføres det eneste fødselsdagsarrangement, når dronningen modtager en usædvanlig gave fra skolebørn i alle landets kommuner. (Foto: Per Morten Abrahamsen / Wonderful Copenhagen / TV 2)

Dronning Margrethe blev pga. coronakrisen snydt for alle de officielle fødselsdagsfejringer. Tirsdag 16. juni - to måneder efter 80-årsdagen - gennemføres det eneste fødselsdagsarrangement, når dronningen modtager en usædvanlig gave fra skolebørn i alle landets kommuner. (Foto: Per Morten Abrahamsen / Wonderful Copenhagen / TV 2)

Hendes Majestæt Dronningen får en forsinket fødselsdagsgave fra 3. klasse-elever i alle landets kommuner: 98 malerier, der både indeholder dronningen og noget karakteristisk fra kommunen eller landsdelen. TV 2 er med direkte, når gaven overrækkes 16. juni om formiddagen – og sender højdepunkter fra dagen klokken 20.50.

Dronning Margrethe er en både kendt og anerkendt kunstner, og tirsdag 16. juni får dronningen en forsinket 80-års-fødselsdagsgave – en kunstgave i et antal og en størrelse, som vil kunne fylde de fleste hjem.

Ved et arrangement på Christiansborg Slot modtager dronning Margrethe nemlig 98 malerier, som er udført af 3. klasse-elever fra alle landets 98 kommuner. Hvert maleri indeholder temaerne ’Dronningen’ og ’Vartegn fra min kommune’. Kunstværket er Kommunernes Landsforenings officielle gave til dronningen.

- På grund af coronakrisen blev alle officielle fødselsdagsarrangementer for dronning Margrethe aflyst i april – til stor ærgrelse for de mange danskere, som havde set frem til at fejre dronningen. Skolebørnenes overrækkelse af deres gave til dronningen er nu det eneste arrangement, som genoplives, og vi ser frem til en formiddag med overraskelser, sang, kunst og fødselsdagsfejring, siger Ulla Pors Nielsen, chefredaktør for TV 2 Event og TV 2 NEWS.

Oprindeligt var det meningen, at malerierne fra hver af de 98 kommuner skulle være vist frem af børnene ved et arrangement på Christiansborg Slot dagen før dronningens fødselsdag, men arrangementet blev aflyst på grund af corona-situationen. Nu gennemføres fødselsdagsarrangementet i en anden form med færre børn fysisk til stede, men med digital deltagelse af langt flere elever fra hele landet.

Natasja Crone er vært, når TV 2 tirsdag 16. juni sender fra fødselsdagsfejringen af og gaveoverrækkelsen til dronning Margrethe. (Foto: Ulrik Jantzen / TV 2)

Børn fra hele landet er med på Christiansborg Slot
TV 2 sender direkte fra overrækkelsen af de 98 malerier med Natasja Crone som vært. TV 2 har udsendte reportere hos de tilstedeværende børn og forældre på Christiansborg Slot og på udvalgte skoler rundt i landet, hvor klassekammerater følger med i kunstoverrækkelsen.

Samtlige 98 malerier er opstillet i Riddersalen på Christiansborg Slot, og det er også her, dronning Margrethe studerer malerierne og taler med nogle af de tilstedeværende børn om deres kunstgaver. Efterfølgende – hen over sommeren – kan malerierne opleves i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot.

Hele arrangementet dækkes på TV 2 tirsdag 16. juni klokken 9.30-12.00, og desuden bringer TV 2 samme aften klokken 20.50 et program med højdepunkter fra dagens fødselsdagsfejring.

Billede {0} af {1}