TV 2 er klar med Danmarks nye dommertrio i 'X Factor'

Thomas Blachman, Oh Land og Ankerstjerne er dommere, når TV 2 sender 'X Factor' i 2019. (Fotos: Lars E. Andreasen / TV 2)

Thomas Blachman, Oh Land og Ankerstjerne er dommere, når TV 2 sender 'X Factor' i 2019. (Fotos: Lars E. Andreasen / TV 2)

Thomas Blachman bliver flankeret af Oh Land og Ankerstjerne, når TV 2 sender 'X Factor' i 2019, hvor Sofie Linde er vært.

- Jeg har glædet mig til endelig at kunne præsentere vores nye dommertrio, som er tre mennesker, der komplementerer hinanden virkelig godt! 

Sådan lyder det begejstret fra TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard, der har ansvaret for 'X Factor' på TV 2 og i dag, onsdag 8. august, kunne præsentere dommertrioen ved et pressemøde i København. Og hendes begejstring er til at forstå, for ud over Thomas Blachman kan danskerne se frem til at lære to nye 'X Factor'-dommere at kende, nemlig sangerinden Oh Land og produceren Ankerstjerne. 

- Det er dejligt, at de tre har sagt ja. Der er en helt sindssyg god energi imellem dem, som jeg er sikker på, at seerne også kommer til at mærke. De tre repræsenterer også hver sin genre, hvilket skaber en stor bredde i programmet. Både Blachman og Oh Land har stor erfaring med at vejlede og coache nye talenter, mens vores nye kort, Ankerstjerne, er en meget succesfuld producer, sangskriver og artist, som står bag utallige hits, så jeg er mega glad og tilfreds, siger Dorte Borregaard. 

Til at styre 'X Factor' har danskernes favorit-tv-vært Sofie Linde allerede meldt sig klar under fanerne.  

Den kommende 'X Factor'-dommer, sangerinden Oh Land, fotograferet på TV 2s pressemøde.

Oh Land
Nanna Øland Fabricius, bedst kendt under sit kunstnernavn Oh Land, er en af Danmarks mest populære sangerinder. Hun debuterede i 2008, og specielt Oh Lands selvbetitlede album fra 2011 opnåede kæmpe succes i både ind- og udland. Singlerne 'Sun Of A Gun', 'White Nights' og 'Speak Out Now' fik maksimal airplay på de danske radioer - sidstnævnte nummer endte faktisk med at blive det mest spillede danske nummer på de danske radioer i 2012. Oh Land har udgivet fire albums, og et femte er på vej.

Oh Land har turneret verden rundt og har også været coach i 'Voice Junior' på TV 2, som hun har vundet to gange: I 2016 som coach for Oliver og i 2017 som coach for Dafne. Oh Land har deltaget i 'Toppen af poppen' på TV 2 og lavet musik til balletten 'Askepot' og teaterforestillingen 'Water Music'. Det 33-årige multitalent glæder sig til at komme i gang med 'X Factor':

- Jeg glæder mig til at møde talentfulde mennesker, der gerne vil udvikle sig som sangere og scenekunstnere. Jeg vil gerne hjælpe dem med at finde deres styrker og give dem et kæmpe skub fremad. Jeg elsker at lave tv på den måde, fordi det sætter alt på spidsen. Lys, lyd, show og folk udvikler sig på rekordtid. At parre de rigtige folk med de rigtige sange og det rigtige show. Og se det blive realiseret på tv hver uge. Det er for fedt, siger Oh Land. 

- Min force vil nok være, at jeg selv er aktiv som optrædende sanger og musiker. Jeg kender følelserne og ved, hvad der skal til for at lære at genkende sine styrker og tro på dem. Jeg tror på, at de skal finde deres eget drive, og at jeg skal være en katalysator for deres ideer. Det hjælper forhåbentlig også, at jeg har noget tv-erfaring fra 'Voice Junior', siger Oh Land. 

Ankerstjerne - fotograferet af Lars E. Andreasen ved TV 2s 'X Factor'-pressemøde.

Ankerstjerne
Lars Ankerstjerne Christensen (født 15. august 1984) går under kunstnernavnet Ankerstjerne. Han er en af dansk musiks mest succesfulde sangskrivere og producere. Han har bl.a. været sangskriver og producer på alle fem rekordsælgende Seebach-albums sammen med Nicolai og Rasmus Seebach og sammen med Burhan G skrevet og co-produceret to af Burhan G's multiplatinsælgende albums. 

Som soloartist har Ankerstjerne også solgt platin og haft succes med hits som 'Tag hvad du vil', 'Mit navn i lys', '1000 år,' 'Lille Hjerte' feat. Shaka Loveless og 'Nattog'. Ankerstjerne var den mest spillede komponist på dansk radio tre år i træk (2013, 2014 og 2015) og har vundet priser for 'Årets sangskriver' og 'Årets nye navn'. I 2017 var Ankerstjerne involveret i 'X Factor' som medsangskriver og medproducer på årets vindersang, men det er første gang, han sætter sig i en dommerstol på landsdækkende tv.

- Jeg glæder mig til at kreere store øjeblikke. Feje benene væk under folk, røre folk og på den måde give dem en oplevelse, de ikke lige glemmer. Jeg glæder mig til at rive formatet rundt, for det tror jeg på, at jeg kan. Og så glæder jeg mig til at blive inspireret af de forhåbentlig mange pissegode talenter, der stiller op. Jeg glæder mig til udfordringen og til at tage kampen op med mine meddommere og til at levere vedkommende musik, der kan mærkes, siger Ankerstjerne.

- Min force er klart, at jeg forelsker mig hovedkulds i de mennesker, jeg arbejder med og tror på. Jeg vil brænde for mine deltagere og har ressourcerne til at fortælle deres historier, skabe deres universer og i det hele taget få det meste ud af deres potentiale. Jeg har også den fordel, at jeg kender musikbranchen ud og ind. Jeg har været allround; selv stået i front på scenen som artist, skrevet og produceret sange både til mig selv og andre, brandudviklet og arbejdet med hele marketingsdelen. Jeg ved, hvad der skal til, siger han.

Thomas Blachman er også dommer i 'X Factor', når TV 2 i 2019 for første gang sender det store underholdningsshow.

Thomas Blachman
”Ingen 'X Factor' uden mig”. 

Thomas Blachman ved, hvordan han skaber overskrifter. Han ved, hvordan han skaber godt tv. Og så ved han, hvordan han skaber vindergrupper, men det handler ikke om at sejre for Blachman, men om konstant at skabe relevant og originalt tv til danskerne. 

- Kunsten er at vinde sin glæde ved sit arbejde og håndværk for hver ny dag. Længere er den ikke. Kan dette føre til at vinde, fordi andre fatter pointen, så er det vel ikke direkte skadeligt, men kun noget, man måske skal tænke over, kunne blive lidt forudsigeligt i længden, siger Thomas Blachman.

I 'X Factor' på TV 2 er bands velkomne, og så bliver det muligt for deltagerne at synge deres egne sange - også i liveshows. Det er Blachman glad for. 

- 'X Factor' har haft én skavank i min optik. Og det er, at unge mennesker, som skriver godt, og som vitterligt er kommet til os med deres ukuleler og småinstrumentarium og spillet sange for os, og så forelsker vi os ikke kun i dem, men også i deres sangskrivning -og så slutter festen, og så må man lige pludselig ikke det mere, og det er jo helt åndssvagt. Men nu kan vi fortsætte med arbejdet, også med deres sangskrivning, hele vejen igennem liveshows også, så tak for det, at det nu kan lade sig gøre, siger Blachman.

Det er 11. gang, at 55-årige Blachman sætter sig i dommerstolen i 'X Factor' - denne gang altså på TV 2 og med to nye dommerkolleger. Om dem siger han: 

- Jeg holder af alle mennesker - også dem, der kan noget, og er der nogen, der vitterligt kan noget, så er det mine to nye meddommere. Jeg har på intet tidspunkt tvivlet på dem til denne meget anderledes arbitrære tv-sammenhæng, siger Thomas Blachman.

Blachman har vundet 'X Factor' to gange som mentor for grupperne: I den syvende sæson, da Anthony Jasmin vandt, og i 2018, da han vandt med Place on Earth. Når Blachman ikke laver 'X Factor' til danskerne, skriver han blandt andet bøger, senest 'Længe leve den kreative masse', producerer andre tv-programmer som 'Blachman' (2013), 'Mentor' (2013), 'Luk mig ind - det er Blachman' (2015) og 'Blachman på skemaet' (2018). Han er uddannet på Berklee College of Music i Boston, hvorfra han har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement. 

Sofie Linde er vært for 'X Factor' 2019 på TV 2.

Sofie Linde 
Siger man 'X Factor', siger man også Sofie Linde. Og det til trods for, at det blot er fjerde gang, at Sofie kommer til at stå i spidsen for det store underholdningsshow. Men danskerne har i den grad taget Sofie til sig og hædret hende med prisen for 'Årets kvindelige tv-vært' ved 'ZULU Awards' tre gange i streg.

Sofie Linde er gift med Joachim Ingversen, og parret fik i foråret 2018 datteren Trine. Sofie har derfor været på barsel, og nu glæder hun sig til at komme i gang igen med en ny omgang 'X Factor' på TV 2.

- Jeg elsker at lave 'X Factor', og jeg glæder mig helt enormt til at lave endnu en sæson. 'X Factor' er den største, sjoveste og mest udfordrende opgave, jeg har haft i min karriere som vært. Ikke to sæsoner har været ens for mig at lave, og den kommende sæson bliver bestemt ingen undtagelse, siger Sofie Linde.

Sofie, der fylder 29 år til september, begyndte sin karriere i 2009 som vært på 'SommerSummarum'. Siden har hun været vært på en lang række tv-programmer, og i 2009, 2014 og 2015 var hun vært for MGP. Hun har også haft sit eget talkshow, 'Sofie Linde Show', på DR Ultra.

Vært Sofie Linde sammen med de tre 'X Factor'-dommere: Thomas Blachman, Oh Land og Ankerstjerne.

Castingen går i gang 
Har du lyst til at være med i 'X Factor', så har du stadig chancen. Precastingen går i gang fra 18. august, og tre byer er ved at gøre klar til at tage imod de mange danskere, der allerede har meldt sig til, nemlig Odense, København og Aarhus. 

Læs mere om precasting.

I løbet af 'X Factor'-programmerne kan flere danske byer se frem til at få besøg af hele 'X Factor'- maskinen: 

- 'X Factor' er kæmpe stort på alle måder, og det er selvfølgelig med både ydmyghed og spænding, at vi på TV 2 tager det højt elskede format til os, så danskerne får et 'X Factor', de kender, men også bliver præsenteret for noget nyt. Det er det, vi er her for - at dele alt det fantastiske, der er ved 'X Factor', med Danmark. Det er også derfor, at vi i løbet af de mange måneder, vi er i gang med 'X Factor', kommer hele landet rundt - fra Nordjylland til Bornholm - og så glæder vi os rigtig meget til at præsentere resultatet i det nye år, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard.

Læs mere om 'X Factor' på TV 2 her.

Billede {0} af {1}