Med nye dokumentarserier og -film, der afprøver nye fortællemåder og virkemidler, arbejder TV 2 løbende med at udvikle og udfordre dokumentargenren, der udgør et særligt centralt område for mediehuset.

Af Peter H. Kamph, TV 2 Kommunikation

Torsdag 5. april har TV 2 premiere på den nye, danske true crime-dokumentarserie 'Drabet uden lig'.
Her kulegraves en spektakulær drabssag, hvor to mænd er idømt lange fængselsstraffe for at have slået den 40-årige forretningsmand og familiefar Henrik Haugberg Madsen ihjel i 2010 - men uden at politiet har fundet noget lig, og hvor spørgsmålet melder sig, om Henrik Haugberg Madsen overhovedet er død eller måske gemmer sig i udlandet.

Serien er én blandt flere aktuelle TV 2-dokumentarer, der går nye veje - både med hensyn til formsprog og til historiefortælling. Serien er første danske eksempel på en dokumentarisk tv-føljeton i stil med internationale genrefornyende serier som ’Making a Murderer’ eller ’The Jinx’. 

Programchef Thomas Breinholt forklarer: 

- ’Drabet uden lig’ har i lighed med de nye internationale serier meget af den samme insisteren på at fortælle en længere, kompleks historie frem for at komprimere og fremhæve det vigtigste, som jo er den traditionelle tv-dokumentariske tilgang. I stedet lader man hér virkelighedens kompleksitet komme til udtryk og præge fortællingen. Med seks gange 40 minutter tager serien sig tid til at komme i dybden med historien og dens detaljer, ikke mindst når der opstår uforudset, ny udvikling undervejs, hvilket let kan ske, når man satser og efterforsker en kriminalsag i real time helt uden på forhånd at vide, hvor man ender.

- Det er per definition interessant for os at afprøve nye virkemidler og fortællemåder i dokumentaren såvel som i andre genrer. TV 2 er en public service-institution, der lever og ånder for dansk indhold, som vi selvfølgelig også føler et ansvar for at forny. Ikke mindst ved at give plads til de mere innovative, nye fortællinger inden for dokumentargenren, siger Thomas Breinholt og uddyber:

Thomas Breinholt, programchef, TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

- Dokumentaren er et kerneområde for TV 2, som vi prioriterer meget højt, for vi ønsker at engagere seerne og brugerne i debat om liv og samfund - alt det, vi deler og som er vigtigt for os. I en tid med sociale medier, hurtige rubrikker og et generelt højt tempo på nyhedsdøgnet er det vigtigt, at vi også fastholder det rum til fordybelse og gravearbejde, som dokumentargenren udgør. TV 2s dokumentarer kan nemt tage et par år at færdiggøre, så det er et område, vi bruger mange ressourcer på. Dette fokus på debatskabende dokumentar i høj kvalitet afspejles også i vores nære samarbejde med CPH:DOX, hvor en undersøgende TV 2-dokumentar - 'De misbrugte filmbørn” - for første gang nogensinde var udvalgt som åbningsfilm for festivalen i Det Kongelige Teater. TV 2 deltog med i alt fem nye dokumentarer på festivalen, hvoraf den ene, 'False Confessions', til og med vandt Politikens Publikumspris.

Nyt formsprog løfter fortællingen
For nylig - i januar 2018 - viste TV 2 en anden, innovativ dokumentarserie, ’En fremmed flytter ind’, der om muligt gik endnu længere i sin nytænkning af såvel dramaturgi som formsprog: I en spændingsfyldt blanding af fiktion og dokumentar oplever man, hvordan en notorisk storsvindler og identitetstyv får adgang til en helt almindelig kvindes liv og med lige dele charme og kløgt får løgn til at ligne sandhed. Helt ekstraordinært er det kvinden selv, Amanda, der gen-gennemspiller forløbet og situationerne fra sit eget liv med svindleren, mens en skuespiller har rollen som charlatanen Casper.

Ved at gøre det dokumentariske til en form for skuespil opstår der hos Amanda nye erkendelser omkring hendes oplevelser med Casper. Og samtidig får seerne gennem hendes refleksioner en indsigt i, hvordan løgnen hurtigt kan blive til en sandhed, der i øjeblikket virker sandsynlig. Hvad der er rigtigt, og hvad der er opspind, bliver altså sat til debat, ikke kun i seriens indhold, men også i formsprog og struktur.

- Det bliver næppe mere eksperimenterende end ’En fremmed flytter ind’ med dens vilde blanding af fiktion, rigtige mennesker og retrospektiv dokumentarfortælling. Men det er en vigtig pointe, at netop den grænsebrydende måde at udfolde historien - og Amandas løbende selvrefleksion over sine egne reaktioner og relationen til fupmageren Casper - bringer indsigter frem. ’En fremmed flytter ind’ undersøger lige præcis grænselandet mellem fiktion og virkelighed; både mellem mennesker og i den enkeltes hoved. Det formmæssige eksperiment skaber en stærk spændingskurve og bringer de centrale temaer og spørgsmål frem, siger Thomas Breinholt.

Ægte indblik
Den måske væsentligste afvejning for TV 2 Dokumentar, når man entrerer med form- og fortællemæssige eksperimenter, er, om de nye virkemidler bidrager afgørende til formidlingen af indsigt.

- Uanset om det f.eks. drejer sig om greb hentet fra fiktion eller visuelt eksperimenterende film eller måske handler om velkendte - men undtagelsesvist anvendte - metoder som skjult kamera, skal formsproget give noget afgørende til den dokumentariske fortælling - og det må under ingen omstændigheder betyde, at der pilles ved troværdigheden, siger Thomas Breinholt.

I programserien 'Moskeerne bag sløret' fra 2016 undersøger TV 2, om otte danske moskeer modvirker eller medvirker til integrationen i Danmark. (Fotos: TV 2)

Det innovative kan antage mange former og findes på flere niveauer: I ’Moskeerne bag sløret’ fra 2016 vælger vi at lave et risikabelt eksperiment: At lade to muldvarpe med en dækhistorie flytte ind i et lukket miljø over en periode på tre måneder og ved hjælp af skjult kamera prøve at afdække, hvilke holdninger indflydelsesrige religiøse ledere har til ligestilling, rettigheder og det samfund, de bor i. Igennem en troværdig - men fiktiv - dækhistorie får vi afdækket et konkret, ægte indblik i et miljø og nogle holdninger, man ellers aldrig ville have haft adgang til, forklarer Thomas Breinholt:

- Det giver sig selv, at brugen af skjult kamera er et virkemiddel, man skal være forsigtig med i forhold til den journalistiske integritet. Virkemidler og fakta skal balanceres meget omhyggeligt. Man skal både ramme plet i forhold til den journalistiske soliditet og i forhold til den merværdi, man kan tilføre gennem de ekstra, formmæssige elementer. Formsproget kan - hvis det kikser, eller balancen tipper - få folk til at stå af.

Følelser i faktaformidling?
Brugen af filmiske eller fiktionslignende virkemidler i dokumentarfilm og -serier er ikke et nyt fænomen, men har været diskuteret i dokumentarist-kredse gennem mange år, ligesom der er skrevet fagbøger om hybridgenrer som ”faktion”. Balancen er også en del af den løbende redaktionelle samtale på TV 2.

- Det er en afvejning, vi foretager grundigt hver eneste gang. Det handler også om at vælge de greb, der naturligt og respektfuldt understøtter den konkrete faktafortælling. En dokumentarserie som ’Misbrug’, som TV 2 senest viste i 2017, er godt eksempel på en relevant brug af greb hentet fra fiktion; starten på et af programmerne er f.eks. næsten klippet som en spillefilmscene. Hér bruges de filmiske greb til at fremme fortællingen og gøre en værdikonflikt nærværende. Det fungerer loyalt overfor indholdet, fordi det skaber empati hos seeren og anskueliggør de følelser og reaktioner, der er helt centrale, forklarer Thomas Breinholt.

Nutidens visuelle ordforråd
Thomas Breinholt peger på, at den løbende udvikling og udfordring af det dokumentariske format også handler om at kunne fortælle stærke historier på nye måder til mere medievante brugere.

- Publikum i 2018 har set så meget og er blevet så vant til fiktionsfortællingens dramaturgi, at den fortælleform, der kendetegnede den ”klassiske” tv-dokumentar, kan virke gammeldags og uengagerende. Derfor arbejder vi løbende på at bruge nye spændende fortællegreb og skabe stærke, medrivende fortællinger, der kan holde fast i og engagere publikum, siger Thomas Breinholt og fortsætter:  

- Vi bruger de eksperimenterende og fiktionslignende virkemidler som et middel til at bære den journalistiske historie frem og øge engagementet i historien. Men det må selvsagt aldrig blive på bekostning af det vigtigste, vi har, nemlig troværdigheden.