TV 2 Dokumentar: Daginstitutioner bag facaden

Forældreparret Oliver og Anne medvirker i TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', hvor de ser de skjulte optagelser af deres barn i institution. (Foto: Kristian Friis / TV 2)

Forældreparret Oliver og Anne medvirker i TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', hvor de ser de skjulte optagelser af deres barn i institution. (Foto: Kristian Friis / TV 2)

27. maj 2019;
Af: TV 2 Kommunikation

22 vuggestuer og børnehaver i Københavns Kommune har alvorlige problemer med den pædagogiske kvalitet. Det viser tilsynsrapporter, som ikke er kendt i offentligheden. Skjulte optagelser i ny TV 2-dokumentar viser, hvad der sker med børnene, når forældrene er gået. Eksperter kalder det "offentligt omsorgssvigt". Kommunen erkender, at forhold er "helt uacceptable". Men forældre får at vide, at børnene har haft en god dag. Dokumentaren ’Daginstitutioner bag facaden’ kan ses tirsdag 28. maj klokken 20.00 på TV 2 – og frasamme morgenpå TV 2 PLAY.

"Ha' en god dag, skat". Sådan siger tusindvis af forældre hver morgen til deres børn, når de afleverer dem i vuggestuen eller børnehaven. Men har børnene en god dag? Hvad ved far og mor egentlig om deres børns dagligdag, og hvad fortæller kommunen dem?

TV 2 Dokumentar har undersøgt børnenes dagligdag i daginstitutioner i København, hvor der er problemer med den pædagogiske kvalitet. Dokumentarprogrammet ’Daginstitutioner bag facaden’ kan ses tirsdag 28. maj på TV 2 og TV 2 PLAY.

22 "røde" institutioner
Københavns Kommune har for få år siden ændret tilsynet med daginstitutionerne, så pædagogiske konsulenter i højere grad kommer ud og observerer i dagligdagen. TV 2 Dokumentar har fået aktindsigt i tilsynsrapporterne, som ikke er kendt i offentligheden, og de viser, at 22 institutioner har fået "røde" anmærkninger.

Det er institutioner med så kritiske forhold, at der er behov for "en ny og ændret indsats", fordi der blandt andet er store problemer med barn-voksen-kontakten. En større gruppe institutioner er "gule" og har behov for en "tilpasning af indsatsen". Men rapporterne er ikke lagt offentligt frem, så forældrene kan læse dem.

Kommunen afviser adgang
TV 2 har forsøgt at få adgang med åbent kamera for at undersøge konsekvenserne for børnene, og hvad forældrene får at vide. Men det har Københavns Kommune afvist. Efter flere møder med TV 2 Dokumentar skriver en såkaldt klyngeleder i Københavns Kommune med ansvar for en række institutioner: "Jeg vil ikke være med, da det er København Kommunes navn og rygte, der vil komme ud af de øjeblikke, I vil få indblik i."

Derfor har TV 2 indledt et samarbejde med en forhenværende pædagog for at dokumentere forholdene med skjult kamera i to københavnske daginstitutioner. De to institutioner er nogle af dem, hvor der er tydelige indikationer på problematiske forhold for børnene. Optagelserne dokumenterer, at børn kan græde meget længe uden at blive trøstet. De viser en hård tone fra pressede pædagoger og medhjælpere. De viser børn, der slår børn, uden at det opdages. Der er udsatte børn med særlige behov, som ikke får hjælp, og der er stille børn, der gemmer sig i kaos.

Fra TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden'. (Videograb: TV 2)

Eksperter: "Offentligt omsorgssvigt"
TV 2 Dokumentar har vist optagelserne til eksperter, der kalder forholdene for "offentligt omsorgssvigt". Der mangler omsorg, øjenkontakt og engagement. Der er i stedet irettesættelser, skæld ud, børn, der ikke bliver set, og pædagoger, der er blevet "hårde" for selv at kunne klare dagligdagen. Men forældre får en helt anden besked, når de henter deres børn. Børnene har haft en god dag, bliver der sagt.

I dagtilbudsloven står, at dagtilbud skal "fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer". Børnene skal gives "omsorg", og dagtilbuddet skal "understøtte det enkelte barn", så det kan få "en god og tryg opvækst".

Københavns Kommune lover selv forældrene, at børnene får "omsorg" og "positiv voksenkontakt". Men de skjulte optagelser dokumenterer en anden hverdag for børnene. En hverdag, som forældre nu ser for første gang.

Kommunen: "Helt uacceptabelt"
Flere forældre står frem i dokumentaren.

- Når man ser det dyreste, man har i verden, blive nærmest mishandlet, hvor hun ikke får helt basale behov opfyldt i en institution, så tror jeg, alle forældre vil føle en kæmpe frustration og et raseri, der er meget voldsomt, fortæller en far efter at have set de skjulte optagelser af sit eget vuggestuebarn.
En anden forælder kalder det "et svigt":

- Der er et eller andet galt i systemet, og det skal offentligheden vide. De kan ikke bare lukke øjnene.
Københavns Kommune ser med alvor på optagelserne. Områdechef Kate Obeid slår fast i programmet, at en række af de dokumenterede forhold er "helt uacceptable" for børnene.

- Jeg kan kun beklage dybt. Jeg vil selv blive ked af det, hvis det var mit barn. Det kan slet ikke undskyldes, siger hun om den manglende omsorg og tilføjer, at kommunen er i fuld gang med at rette op på forholdene.

Danmark er det land i verden, der sender børnene tidligst i vuggestue, og vi er blandt de lande i verden, hvor børnene er der længst tid. I programmet peger eksperter blandt andet på problemer omkring normeringer i institutionerne og uddannelse af personalet.

TV 2 bringer de skjulte optagelser, fordi de indeholder en væsentlig dokumentation for de problematiske forhold, som børnene bliver afleveret til i de to undersøgte københavnske institutioner. For at beskytte børn og ansatte videst muligt er de skjulte optagelser slørede.

Se trailer for 'Daginstitutioner bag facaden' herunder.

’Daginstitutioner bag facaden’, der kan ses tirsdag 28. maj kl. 20.00 på TV 2 og fra tirsdag morgen på TV 2 PLAY, er produceret med støtte fra Public Service Puljen.

--------

Læs også:

'Daginstitutioner bag facaden' - sådan gjorde vi

Chili Djurhuus’ rolle i 'Daginstitutioner bag facaden'

Billede {0} af {1}