TV 2 dækker hyldest til Danmarksdygtigste eksportvirksomheder

28. august 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 og TV 2-regionerne har været med til at udpege finalister til Danmarks Eksportkanon, der offentliggøres 4. september.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Da TV 2 i foråret blev spurgt af Mandag Morgen, om TV 2 ville være mediepartner for det store projekt Danmarks Eksportkanon, var stationens nyhedsdirektør, Michael Dyrby, ikke i i tvivl.

- TV 2 er den tv-station, der mest omfattende og dagligt dækker dansk erhvervsliv, og derfor er det helt naturligt, at TV 2 går ind i projektet. Vi har – i godt samarbejde med TV 2-regionerne – været med til at udpege et stort antal virksomheder, der har haft stor succes med eksporten, og som kunne være med i opløbet om at blive en del af den danske eksportkanon, siger Michael Dyrby.

Arbejdet med Danmarks Eksportkanon er igangsat af Udenrigsministeriet, der har bedt Mandag Morgen om at identificere og samle de største danske eksportsucceser – til læring og inspiration for andre virksomheder.

Udpegningen af 30 succesrige danske eksportvirksomheder foretages af et uafhængigt kanonudvalg af syv erhvervseksperter. Offentliggørelsen af den nye ekspertkanon sker 4. september og dækkes af TV 2 NEWS.

- På dagen vil der være massiv dækning af opløbet i dagens finansudsendelser. Vinderen vil blive afsløret direkte i vores hovedudsendelse klokken 17, siger TV 2s finansredaktør, Ole Krohn.

230 virksomheder blev nomineret
Første skridt i arbejdet var at finde succesrige danske eksportører over hele landet, og i denne proces var TV 2-regionerne meget aktive med – sammen med seerne - at identificere kendte og mindre kendte eksportører fra deres område.

Også TV 2|FINANS på TV 2 NEWS havde en række indslag om dansk eksport og om virksomheder, der har succes med at sælge til udlandet, for at opfordre seerne til at stille forslag til den danske ekspertkanon.

Arbejdet førte til, at 230 virksomheder fra hele landet blev indstillet til eksportkanonen. Siden er 50 af disse virksomheder kommet med i det eksklusive selskab, hvorfra de 30 virksomheder, der skal være en del af Danmarks Eksportkanon, findes og hædres.

- Blandt de 50 kandidater er flere virksomheder, der trods eksportsuccesen er ukendte i den store offentlighed, men som er fundet frem via TV 2s og TV 2-regionernes indslag. Jeg har fx aldrig tidligere hørt om AVK Gummi og Resolux, og jeg er glad for, at vi også har kunnet identificere en række af de mindre kendte virksomheder, der har skabt eksportsucces, og som kan give inspiration til andre firmaer, siger Michael Dyrby.

De 50 kandidater til Danmarks Eksportkanon kommer fra hele landet. 26 er fra Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens 13 er fra Region Midtjylland, ni fra Region Syddanmark og to fra Region Nordjylland.

- En masse virksomheder knokler og skaber eksport og jobs for Danmark, og den indsats er der god grund til at sætte fokus på og hædre, siger Michael Dyrby.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}