Tre kvindelige skuespillereklar til 'Vild med dans'

08. august 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Paprika Steen, Line Kruse og Ditte Ylva Olsen er klar til at træde ind på Danmarks mest populære dansegulv. ’Vild med dans’ har premiere fredag 12. september på TV 2.

- Jeg elsker at danse, og jeg tænker, at det er rigtig godt for både krop og sjæl at gå planken ud med den udfordring, som det er at stille op i ’Vild med dans’, siger Paprika Steen. Skuespilleren vil gerne udfordre sig selv med ting, hun ikke har prøvet før.

- Jeg glæder mig mest til at danse rumba og frygter mest den hurtige quickstep, siger Paprika Steen, som senest var filmaktuel i ’Den skaldede frisør’, hvor også hendes dansekonkurrent Line Kruse spillede med.

- Jeg tror mest, jeg er til latindansene, og jeg glæder mig til at danse pasodoble, fordi den taler til mit skuespillerhjerte. Dansen er både klassisk historiefortælling, og så er den fuld af temperament. Ellers ser jeg frem til at opleve, hvad dans kan. Jeg har jo kunnet se på tidligere medvirkende, hvordan de er blevet høje af at danse, siger Line Kruse, som mange nok også husker som Krummes storesøster. Skuespilleren er fan af programmet, som hun har fuldt gennem de tidligere sæsoner.

- Jeg er nærmest ’Vild med dans’-ekspert. Jeg danser gerne, og jeg er glad for mine egne moves, siger Line Kruse, hvis største frygt er dødsbananen, hvor det afgøres, hvilke par der skal i omdans.

’Vild med dans’ er tilbage med en helt ny sæson på TV 2 fredag 12. september – i en efterårsplan, hvor TV 2 sætter stærkt fokus på danskproduceret weekend-underholdning til hele familien.

Frygter at vælte i høje hæle
Ditte Ylva Olsen, som seerne kender som politiefterforsker Bendtsen i TV 2-serien ’Dicte’, glæder sig til at være med i dansekonkurrencen.

- Jeg kan godt lide at danse, men jeg er lidt spændt på, hvordan det går med at lære de forskellige koreografier. Det kan godt være en lidt pinlig omgang med trinnene, når jeg står til holdtræning i fitnesscenteret og er den eneste, som ikke kan følge med. Men jeg glæder mig til at arbejde sammen med en professionel danser om et fælles projekt, og jeg synes på en måde, at det er luksus, at der står et menneske, som skal lære mig at danse, siger Ditte Ylva Olsen, som mest af alt frygter at vælte i de høje hæle og at skulle forlade programmet som den første.

’Dicte’-skuespilleren er ikke en pynte-pige, men hun har fulgt med i bladene og set de flotte kjoler i ’Vild med dans’.

- Jeg har siddet og tænkt – gid det var mig, og det er det så nu, siger Ditte Ylva
Olsen.

Den nye sæson af ’Dicte’ er i øvrigt tilbage på skærmen 24. september kl. 20.00.

----------------------

Læs også:

Astrid Krag stiller op til dans.

Fra sportshallen til dansegulvet - to mere er klar til 'Vild med dans'.

Rapperen U$O afsløret på Facebook og Instagram som nydanser.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}