Touren rundede millionen

15. juli 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskernes interesse for Tour de France fortsætter de seneste års opadgående kurve. Og da rytterne i går ramte de rigtige bjerge, passerede seertallet for første gang i år én million.

Andy Schleck, Alberto Contador og Cadel Evans på vej op ad Luz-Ardiden.


1.081.000 danskere så med, da spanieren Samuel Sanchez i går rakte armede i vejret og vandt Tourens første bjergetape. De blev siddende i yderligere nogle minutter for at se, hvordan favoritterne placerede sig på Luz-Ardiden, og faktisk var der over én million seere på etapen sidste halve time.

Årets bedste
Gennemsnitligt havde de sidste mere end tre timers direkte transmission (208 minutter) fra Pyrenæerne 781.000 seere - og tager man etapens første halvanden time med, ender det gennemsnitlige seertal på 654.000, hvilket gør etapens til årets mest sete.

- Vi har i de seneste mange år kunnet glæde os over støt stigende seertal til Tour de France på TV 2, men de her tal er jo helt fantastiske. Jeg er næsten målløs, siger TV 2s Tour-redaktør, John Jäger, og tilføjer:

Samuel Sanchez vinder på Luz-Ardiden.

- Naturligvis har løbet behandlet os godt i år. Touren er jo ekstra-ordinært spændende i øjeblikket, men vi tillader os også at være lidt stolte over, at vi har haft held med at forny vores dækning hvert eneste år. Og det tager danskerne åbenbart rigtig godt imod. Vi siger mange tak – og vil bestræbe os på at leve op til det i den sidste halvdel af Touren.

Mest sete etape i 13 år
De 654.000 seere understreger også den store Tour-interesse, der er i år. Således skal man tilbage til 1998 for at finde en etape på Tourens første halvdel, der havde flere seere - dengang så 679.000 danskere med, da Jan Ullrich vandt en 58 km lang enkeltstart.

Succes på net og mobil
Også på mobilen og på nettet er Tour-interessen stor. 

Besøgstallet på tour.tv2.dk ligger foreløbig 38,5 procent højere end sidste år, og faktisk var gårsdagens 277.000 besøg det største i sitets historie - ganske imponerende, fordi besøgstallene normalt først topper på de sidste store bjergetaper.

Samtidig har den nye Tour-app foreløbig har haft mere end tre millioner besøg - og satte en eftertrykkelig rekord med en halv million besøg på gårsdagens etape.

Fortsætter med at forædle produktet
- Jeg er ekstra glad for, at vi også har stor succes på alle vores øvrige platforme. Tour-sitet er en endnu større succes i år, og vores Tour-app har så imponerende tal, at vi ganske enkelt har svært ved at forstå, at det kan passe. Vi prøver efter bedste evne at give alle de mange Tour-interesserede danskere så meget Tour, som de vil have – på den måde, de gerne vil have det. Og jeg må sige, at de friske tal fortæller os, at vi har fat i noget af det rigtige – og det vil bare opmuntre os til at fortsætte med at forædle vores Tour de France-produktioner, siger John Jäger.

Endelig er det værd at bemærke, at 2,9 millioner danskere har set mindst fem minutter af årets Tour de France, hvilket er på niveau med eller højere end de sidste mange år.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}