Tilmeldingen til Royal Run er åben

Når kronprins Frederik næste år inviterer hele Danmark med til løbefesten Royal Run i anledning af sin 50-års-fødselsdag, bliver det med TV 2 som mediepartner. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Når kronprins Frederik næste år inviterer hele Danmark med til løbefesten Royal Run i anledning af sin 50-års-fødselsdag, bliver det med TV 2 som mediepartner. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

01. november 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Nu kan du tilmelde dig fødselsdagsløbet med kronprins Frederik, Royal Run. Løbet bliver en folkefest – også på tv, hvor TV 2 er mediepartner på løbet, og hvor TV 2 og TV 2-Regionerne varmer op til og dækker løbsfesten på tv og digitalt.

I anledning af kronprins Frederiks 50-års-fødselsdag omdannes Danmarks fem største byer til én stor løbefest mandag 21. maj 2018 (2. pinsedag). Royal Run bliver den første, store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge, og her kan danskerne være med til at fejre Kronprinsen ved at løbe samme rute som ham i landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Onsdag 1. november i forbindelse med et indslag i TV 2s ’Go’ morgen Danmark’ blev tilmeldingen åbnet på royalrun.dk. Her er det muligt at vælge mellem 10 km-distancen eller One mile (1,609 km). Arrangørerne opfordrer alle interesserede til at tilmelde sig så tidligt som muligt, idet der er et begrænset antal pladser i hver by.

Kronprinsen aktiverer danskerne med Royal Run
Kronprinsen begynder Royal Run-dagen i Aalborg, hvor han løber One mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One mile, inden han slutter sin løbefest af i København/Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden.

Kronprinsen er en aktiv løber og motionist. Med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Samtidig har han et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe.  

Løbefesten Royal Run i maj 2018 bliver en folkefest med kronprins Frederik i spidsen. TV 2 og en række TV 2-Regioner varmer op til begivenheden og vil dække løbet og folkefesten.

Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), er en af arrangørerne bag Royal Run, og han glæder sig over, at Kronprinsen har valgt at fejre den folkelige del af sin fødselsdag i bevægelsens tegn:

- Jeg håber, at rigtigt mange melder sig til Royal Run, så vi sammen kan fejre Kronprinsens runde fødselsdag og på denne måde også sætte fokus på, hvor vigtigt det er at dyrke motion. I DIF og DGI har vi i partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden sat os for at få verdens mest aktive befolkning igennem visionen Bevæg dig for livet, og med den løbefest, vi har i vente, får vi sat gang i en stor bevægelse, siger Niels Nygaard. 

Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run, og de fem TV 2-Regioner TV 2/Fyn, TV2 ØSTJYLLAND, TV2 Nord, TV SYD og TV2 Lorry varmer op til og dækker løbet og folkefesten sammen med TV 2 DANMARK.

Læs mere om eventen på royalrun.dk, på Facebook.com/royalrundanmark og på Instagram/royalrundanmark.

Billede {0} af {1}