Tæt på Putin og det russiske valg

Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Foto: Alexey Nikolsky / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2 NEWS sender russisk valgaften søndag, og onsdag 14. marts sender TV 2 bl.a. et dokumentarprogram, der undersøger de påståede forbindelser mellem Vladimir Putin og den russiske mafia. 

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Med reportager i Nyhederne og med NEWS-magasinprogrammet ’Verden ifølge Putin’ har TV 2 i de seneste uger varmet op til det russiske valg søndag 18. marts. Dækningen kulminerer i denne uge med to dokumentarer onsdag og med russisk valgaften på TV 2 NEWS.

Søndag klokken 18 dansk tid lukker de sidste valgsteder i det mægtige land, og på samme tidspunkt åbner TV 2 NEWS for dækningen af Ruslands valg, som kombineres med løbende nyhedsdækning fra Danmark og udlandet.

119 millioner russere har mulighed for at stemme, og selv om der er otte kandidater at vælge imellem, forventes en sikker sejr til den siddende præsident, Vladimir Putin.

- Ved det russiske valg er der ikke tvivl om udfaldet, men valget giver os en anledning til at sætte fokus på det land, som for tiden optager hele Vesten og danskerne. Aktuelt er Rusland centralt i forhold til bl.a. krigen i Syrien, mulige forsøg på indblanding i andre landes demokratiske valg og et giftangreb i Storbritannien på en russisk eks-spion og hans datter, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen, TV 2 NEWS.

NEWS-værterne søndag aften er Gertrud Højlund og Jesper Zølck Felbo, og de får besøg i studiet af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, Ruslands-ekspert Flemming Splidsboel og Frederikke Ingemann fra TV 2s udlandsredaktion.

Tre TV 2-korrespondenter er klar til at rapportere fra forskellige steder i Rusland inklusive det annekterede Krim, nemlig Rasmus Tantholdt, Uffe Dreesen og Lotte Mejlhede.

Fra 'Tantholdt møder fjenden', hvor korrespondent Rasmus Tantholdt tager temperaturen på den nye kolde krig, som politikerne siger, er på vej. (Foto: TV 2)

Tantholdt tager temperaturen på den kolde krig
Inden valgdagen sender TV 2 onsdag 14. marts to nye programmer om Rusland og Putin. I ’Tantholdt møder fjenden’ klokken 21.05 er TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt i Rusland, hvor han tager temperaturen på den nye kolde krig, som politikerne siger, er på vej.

Under sit ophold i Rusland presses Rasmus Tantholdt til sin yderste grænse under en tur i et gammelt russisk jagerfly. Han kigger også på russiske soldaters nyeste udstyr, der gør dem til halvt robot og halvt menneske, og han bliver inviteret på vodka hos glade babusjkaer i en afsides russisk landsby. 'Tantholdt møder fjenden' genudsendes på TV 2 på valgdagen, søndag, klokken 18.25.

Dokumentar: 'Putin og mafiaen'
Senere onsdag – nemlig klokken 22.45 – sender TV 2 dokumentarprogrammet ’Putin og mafiaen’, der undersøger de påståede forbindelser mellem Vladimir Putin og den russiske mafia. 

Putin er i dag en af verdens mest magtfulde mænd, men er også blevet kaldt 'gudfar af mafiaen'. Han har de seneste mange år formået at skabe sig en kolossal, personlig formue på over 40 milliarder dollars, og han beskyldes for at have oprettet et mafia-system, der styrer landet. Et land, hvor regering, hemmelige tjenester og organiseret kriminalitet går hånd i hånd.

Programmet undersøger, om der er hold i de talrige påstande om, at Putin er tæt forbundet med mafiaen. Giftmord, hvidvask af penge, luksusyachts og liebhavervillaer på den franske sydkyst: Peger sporene mod Putin?

'Putin og mafiaen' genudsendes søndag 18. marts klokken 22.45.