Tæt på Åge Hareide i ’Nordmanden og landsholdet’

Flemming Toft møder Åge Hareide på hjemmebane i Molde. Der, hvor Hareide tanker energi og overskud og lægger de sidste planer for den kommende slutrunde. (Foto: TV 2)

Flemming Toft møder Åge Hareide på hjemmebane i Molde. Der, hvor Hareide tanker energi og overskud og lægger de sidste planer for den kommende slutrunde. (Foto: TV 2)

For første gang i seks år deltager Danmark i en fodboldslutrunde, og bag succesen står en nordmand. TV 2 går tæt på Åge Hareide og det danske landshold i en unik dokumentar.

Som optakt til VM i Rusland har TV 2s Flemming Toft mødt Danmarks norske landstræner, Åge Hareide, der kom til Danmark med én mission: At gøre nationen Danmark stolt af sit fodboldlandshold.

- Jeg tog jobbet af begejstring. Ikke af frygt for ikke at slå til, men af begejstring for at blive udvalgt til at træne Danmark. Det var jeg stolt af og tænkte: Nu skal jeg fandeme vise danskerne, fortæller Åge Hareide i programmet 'Nordmanden og landsholdet', der sendes på TV 2 på VM's åbningsdag torsdag 14. juni klokken 20.00.

Åge Hareide helt privat 
Flemming Toft møder Åge Hareide på hjemmebane i Molde. Der, hvor Hareide tanker energi og overskud og lægger de sidste planer for den kommende slutrunde. Toft er med landstræneren på tur i den norske natur, der har sin helt egen signatur.

Toft er også med, når familien Hareide bliver samlet om Norges nationaldag, og sammen sejler de ud på det hav, Åge Hareide sammenligner med livet. Altid i bevægelse. I selskab med TV 2-kommentatoren åbner nordmanden i sjælden grad op for en personlig og privat side af sig selv. 

Som optakt til VM i Rusland har TV 2s Flemming Toft mødt Danmarks norske landstræner, Åge Hareide, der kom til Danmark med én mission: At gøre nationen Danmark stolt af sit fodboldlandshold. (Foto: TV 2)

Frihed under ansvar
Hareide fortæller om sit temperament, der har det med at løbe af med ham. Om sit karrierestop i 2013 for at være der for familien, da den havde allermest brug for ham. Og om at være en social og inkluderende landstræner, der viser sine spillere ubegrænset tillid – så længe den ikke bliver brudt. Hvis den gør det, falder landstrænerens hammer tungt.

- Han er en person og træner, der giver utroligt meget frihed under eget ansvar og stoler på sit hold. At man tager den rigtige beslutning. Men han er også hård. Hvis du træder ved siden af, så er han hård. Og det er der ikke nogen, der er i tvivl om, fortæller landsholdets anfører, Simon Kjær.

Christian Eriksen, Simon Kjær og Nicklas Bendtner
Flemming Toft har også besøg tre af de største danske spillere, som giver deres besyv med om den landstræner, de er så glade for. I London er det Christian Eriksen, der under Hareide endelig tog sagen i egen hånd i rødt og hvidt. I Sevilla Simon Kjær, der som anfører efter Daniel Agger blev bindeleddet mellem spillerne og den nye landstræner.

Og endelig Nicklas Bendtner, der af alle steder endte i Trondheim - ikke mindst på opfordring af Hareide. Åbenhjertigt fortæller angriberen om opgøret med sit gamle jeg med ét mål for øje. Landsholdet og VM-slutrunden, der dog alligevel bliver uden Bendtner. En skade spændte ben på opløbsstrækningen, og Hareide måtte give angriberen den tungeste besked af alle.

Læs mere:
Hidtil største fodboldslutrunde på TV 2 PLAY

TV 2 og Tivoli præsenterer: Danmarks VM-kamp mod Australien på storskærm

Billede {0} af {1}