Tæt dækning af Folketingets åbning

TV 2 sender traditionen tro fra Folketingets åbning den første tirsdag i oktober, hvor Kongehuset også deltager. (Foto: Scanpix / TV 2)

TV 2 sender traditionen tro fra Folketingets åbning den første tirsdag i oktober, hvor Kongehuset også deltager. (Foto: Scanpix / TV 2)

28. september 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Både TV 2 og NEWS varmer op til festdagen for demokratiet – og til en åbningstale fra en statsminister, som står over for et vanskeligt politisk efterår.

Når Folketinget åbner tirsdag 4. oktober, er det både demokratiets festdag med kongelig deltagelse og en åbningstale af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der indleder et varmt politisk efterår herhjemme. Et efterår, hvor der allerede er valgrygter kun godt et år efter det seneste folketingsvalg i juni 2015.

TV 2 og TV 2 NEWS dækker Folketingets åbning tæt. Allerede fra morgenstunden varmer TV 2-kanalerne op til åbningstalen i morgenens og formiddagens nyhedsudsendelser og i ’Go’ morgen Danmark’.

Fra klokken 11.00 er Cecilie Beck vært, og sammen med TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, politisk kommentator Hans Engell og et hold af reportere sender TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY fra Christiansborg.

Efter folketingsåbningen får statsministerens tale masser af kommentarer med på vejen fra politiske venner og modstandere og fra kommentatorer i TV 2-studiet.

Senere på dagen og aftenen følger TV 2 og NEWS dækningen op i kanalernes nyhedsudsendelser, og TV 2 NEWS sender fra klokken 18.20 det politiske magasin ’Mogensen & Kristiansen’, hvor Anne Vig interviewer kommentatorerne Peter Mogensen og Michael Kristiansen.

Billede {0} af {1}