'Sygeplejeskolen': Ny dansk dramaserie på TV 2 CHARLIE

Molly Egelind som Anna, Jesper Groth som Bjørn, Morten Hee Andersen som Erik, Mikkel Hilgart som Peter og Asta Kamma August som Susanne i den danske dramaserie ’Sygeplejeskolen’. (Fotos: Mike Kollöffel / TV 2)

Molly Egelind som Anna, Jesper Groth som Bjørn, Morten Hee Andersen som Erik, Mikkel Hilgart som Peter og Asta Kamma August som Susanne i den danske dramaserie ’Sygeplejeskolen’. (Fotos: Mike Kollöffel / TV 2)

Søndag 21. oktober klokken 21.00 er der premiere på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY på den nye danske dramaserie 'Sygeplejeskolen' - en serie om at bryde med normerne og følge sine drømme.

TV 2 CHARLIE tager os med tilbage til 1950'erne i den nye danske dramaserie 'Sygeplejeskolen'. Efter Anden Verdenskrig oplevede Danmark stor mangel på sygeplejersker, og derfor optog man for første gang mænd på Rigshospitalets sygeplejeskole. Det er dette historiske eksperiment, der nu har givet inspiration til 'Sygeplejeskolen'.

Tv-serien følger det første hold med både mandlige og kvindelige sygeplejeelever. Sammen kæmper eleverne for at gennemføre deres prøvetid og samtidig slippe ud af konventionelle mønstre og bryde med gammeldags tankegang. En tankegang, som i høj grad fastholdes af sygehusets overlæge Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag) og afdelingssygeplejerske frøken Madsen (Anette Støvelbæk).

Jesper Groth som Bjørn og Asta Kamma August som Susanne i dramaserien ’Sygeplejeskolen’ fra 2018.

Gjort af det rette stof
Gennem seks afsnit følger vi de to hovedroller Erik (Morten Hee Andersen) og Anna (Molly Egelind), som imod samfundets forventninger beslutter at bryde normerne og forfølge deres drømme.

Erik kommer fra trange kår, har tjent i militæret efter Anden Verdenskrig og drømmer nu om at gøre en forskel for andre. Anna kommer fra en velstående familie, der gerne så hende gift med sagføreren Henning. Men Anna har større ambitioner end at blive hjemmegående og vil samtidig bevise, at hun er mere end blot en overklassepige.

Sammen med de andre sygeplejeelever Susanne (Asta Kamma August), Bjørn (Jesper Groth) og Peter (Mikkel Hilgart) knokler de for at overbevise både hospitalet, familien og sig selv om, at de er gjort af det rette stof.

Anette Støvelbæk som afdelingssygeplejerske frøken Madsen og Anna Stokholm som tredjeårssygeplejeeleven Lis i ’Sygeplejeskolen’.

En vigtig offentlig institution
Ifølge TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, bliver det første gang i flere år, at hospitalsgenren bliver forløst i en dansk tv-serie. Hun vurderer samtidig, at serien har sin berettigelse, da sygehuset - som vigtig offentlig institution - har en stærk og unik position i Danmark.

- Det er en institution, som vi alle deler, og som vi alle kommer i berøring med. Både når livet går godt og skidt, siger Katrine Vogelsang og understreger samtidig:

- Men hospitalet er også en varm og imødekommende arena, hvor karaktererne er helte, der redder andres liv. Man er i trygge hænder og i godt selskab, og derfor passer genren godt til TV 2 CHARLIE.

Bag 'Sygeplejeskolen' står manuskriptforfatterne Lars Mering og Claudia Boderke sammen med producer Senia Dremstrup og instruktør Roni Ezra.

'Sygeplejeskolen' er produceret af SF Studios og består af seks afsnit á 40 minutter. Tv-serien kan ses på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY fra søndag 21. oktober klokken 21.00.

Læs mere og se trailer og flere billeder i TV 2 CHARLIEs pressemateriale.

Molly Egelind som Anna og Morten Hee Andersen som Erik i TV 2 CHARLIE-serien ’Sygeplejeskolen’, der har premiere søndag 21. oktober.

Billede {0} af {1}