Super-premiere til Øgendahl og Klan

07. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

193.000 så premieren på Zulus nye sketch-show med Mick Øgendahl og Rune Klan.

TV 2 Zulu er klar med en ny sæson "Tak for i aften" fra mandag 6. oktober kl. 21.50.

Kun et par uger efter seerrekorder til "Zulu Djævleræs" og en fin premiere til "zHit-paraden" var der mandag aften 6. oktober igen succes for TV 2 Zulu. Det skete, da kanalen havde premiere på sketch-showet "Tak for i aften - Øgendahl og Klan on tour".

Programmet blev ved premieren set af 193.000, og det efterfølgende program, tredje udgave af "zHit-paraden", blev set af 132.000 seere, hvilket var seerrekord for dette program.

Programmernes succes betød, at TV 2 Zulu var Danmarks næststørste kommercielle kanal klokken 22-23 - kun overgået af TV 2. Set over hele dagen var TV 2 Zulu den tredjestørste kommercielle kanal efter TV 2 og TV3.

Bagmændene bag den nye sæson af "Tak for i aften" er komikerne Mick Øgendahl og Rune Klan. De drager i ti nye programmer på turné rundt i landet og præsenterer danskerne for nye, absurde personligheder som for eksempel den smarte livsstilscoach, de nørdede tankpassere, Loverboy, Miss Dressman og Snailman.

Seerne møder dog også gamle kendinge: Det sexchikanerende, lesbiske par er blevet håndboldtrænere for et pigehold. Fiskerne, der hader lugten af fisk, laver nu mad i "Go’ morgen Danmark", og de plakatfulde håndværkere har fået nye arbejdsopgaver.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}