Sund økonomi og digital vækst på TV 2 i 2015

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Foto: Ricky John Molloy / TV 2)

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Foto: Ricky John Molloy / TV 2)

15. marts 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har i 2015 et tilfredsstillende økonomisk resultat, stigning i seerandele og stor fremgang på det digitale område.

TV 2s bestyrelse har i dag godkendt årsregnskabet for 2015 for TV 2 DANMARK A/S. Resultatet er et overskud før finansielle poster og skat på 195 mio. kr. mod 216 mio. kr. i 2014. Resultatet er tilfredsstillende og bedre end forventet.

Omsætningen i 2015 er 2.638 mio. kr. og er steget med tre procent i forhold til året før. Reklameomsætningen på 1.270 mio. kr. er på niveau med 2014, mens abonnementsomsætningen på 1.312 mio. kr. er steget med seks procent. 

Markante digitale vækstrater
- For TV 2 var 2015 et godt år med et fint økonomisk resultat – også i betragtning af vores investeringer i løbet af året, hvor introduktionen af TV 2 SPORT naturligvis sætter et aftryk i regnskabet. Øgede omkostninger til dansk fiktion, folketingsvalget og udviklingen af vores digitale platforme opvejes af, at 2015 var et lille sportsår, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, og fortsætter:

- Vores strategiske overskrift "Digital transformation" sætter nu kursen for TV 2s aktiviteter, og i 2015 er der kommet god vind i sejlene på dette område. Brugen af levende billeder og arbejdet med at engagere seere og brugere på tværs af platformene er intensiveret, og resultatet taler sit tydelige sprog: Vækstraterne i antallet af abonnenter, visninger og besøg på vores forskellige digitale platforme er alle betydelige, og vi har al mulig grund til at glæde os over, at TV 2s samlede digitale omsætning næsten er fordoblet siden 2013 og alene i 2015 viser en stigning på 37 procent.

Den volumenmæssige udvikling på TV 2s digitale platforme viser, at TV 2 PLAY stiger med 54 procent i antallet af abonnenter fra udgangen af 2014 til udgangen af 2015. Tv2.dk, der netop nu er i gang med en gennemgribende omlægning, har haft en stigning på 17 procent i det gennemsnitlige antal månedlige visninger, mens antal besøg er steget med 31 procent sidste år. Web-tv stiger med 90 procent i gennemsnitlige månedlige startede visninger, og TV 2s apps stiger med 27 procent i det gennemsnitlige antal månedlige besøg fra 2. halvår 2014 til 2. halvår 2015.

Formanden for TV 2s bestyrelse, Lars Liebst. (Foto: Heidi Lundsgaard / TV 2)

Fremgang i seerandele
TV 2-familiens seerandel blandt alle danskere stiger i 2015 med 0,9 procentpoint til 35,8 procent. Fremgangen skyldes bl.a. TV 2 SPORT, der gik i luften i januar 2015 og i sit første leveår har opnået en seerandel på 1,3 procent, hvilket gør kanalen til landets største rene sportskanal. For TV 2 NEWS blev 2015 det bedste år nogensinde, og nyhedskanalen, der netop er rykket i helt nyt HD-studie, opnåede en seerandel blandt alle danskere på 4,0 procent. 

- TV 2 befinder sig i en omskiftlig medievirkelighed, der stiller store krav til indhold, platforme og medarbejdere. Der er alle steder ydet en stor indsats i 2015, og det er klart tilfredsstillende, at der er vækst på det digitale område, uden at det sker på bekostning af den traditionelle tv-forretning. Det centrale i TV 2s succes er det stærke indhold uanset, hvilken platform, seerne og brugerne benytter sig af. Her er det især det danske indhold, som adskiller TV 2 fra de internationale konkurrenter, og også på dette område er der god grund til at være tilfreds med 2015, siger TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst.

I 2016 forventes et resultat før finansielle poster og skat på 120-150 mio. kr. Resultatet baserer sig på forudsætningen om bl.a. 30 procent vækst i den digitale omsætning og om stigende omkostninger til sportsprogrammer som følge af et stort sportsår med EM i håndbold, EM i fodbold og OL m.m.

Se TV 2s årsregnskabsmeddelelse via dette link og TV 2s årsrapport her

Billede {0} af {1}