Store danske kunstnere optræder for Afrikas Horn

22. august 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Rasmus Seebach, Sanne Salomonsen, Burhan G, Caroline Henderson, More Jacks og Ørkenens Sønner er blandt de store navne til TV 2 og DRs fælles indsamlingsshow til fordel for ofrene for hungersnødskatastrofen på Afrikas Horn.

Rasmus Seebach optræder ved indsamlingen 27. august, der samsendes på TV 2 og DR1. (Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / TV 2)


Det er de store danske navne, der har valgt at støtte TV 2 og DRs fælles indsamling til de mange nødlidende ved Afrikas Horn. Flere end 12 millioner har akut brug for hjælp, og tallet vokser dag for dag.

Rasmus Seebach er en af de kunstnere, der har valgt at optræde til fordel for indsamlingen.

- Jeg er blot glad for at kunne få lov til at hjælpe og forhåbentlig få endnu flere danskere til at bidrage, så jeg stiller hellere end gerne op, siger Rasmus Seebach, der har lovet at spille sin nye single ”I mine øjne” ved indsamlingen lørdag 27. august kl. 20.

Ud over Rasmus Seebach er det andre store danske navne som Sanne Salomonsen, Burhan G, Caroline Henderson, More Jacks og Ørkenens Sønner, der har valgt at støtte indsamlingen med deres optræden.

Nødhjælpsprogrammet samsendes på DR1 og TV 2 lørdag 27. august kl. 20.00. Både DRs og TV 2s forskellige medier vil blive brugt til at opfordre danskerne til at bidrage til indsamlingen.

Jes Dorph-Petersen og Kim Bildsøe Lassen er værter i programmet, der sendes direkte fra UNICEFs bygninger i København.

Sådan bidrager du:
https://www.afrikanu.dk/

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}