Stor valgaften på TV 2 fra Christiansborg og hele Europa

Søndag 25. maj er et stærkt værts- og reporterhold klar til valgaften på TV 2 og TV 2 NEWS.

Poul Erik Skammelsen og Cecilie Beck er værter på valgaftenen. (Foto: Carsten Bundgaard / TV 2)

Søndag 25. maj sættes de sidste krydser ved Europa-Parlamentsvalget, og dermed har flere end 400 millioner europæere haft mulighed for at bestemme, hvilke 751 medlemmer der skal sidde i parlamentet de næste fem år. I Danmark vælger vi de 13.

TV 2, TV 2 NEWS og tv2.dk følger valget tæt og har en fyldig dækning hele søndag aften fra kl. 20 direkte fra Christiansborg og forskellige europæiske storbyer med nyheder, interviews og kommentarer.

- Det bliver et historisk valg, fordi protestpartierne kommer til at storme frem i Europa, som vi aldrig har set det før. Det gælder også herhjemme, hvor det bliver spændende at se, om Dansk Folkeparti for første gang bliver det største parti. Og så er det jo en midtvejs-styrkeprøve mellem Venstre og Socialdemokraterne, som lige nu er ekstra spændende at følge, siger Cecilie Beck, der sammen med Poul Erik Skammelsen er hovedværter på TV 2s valgaften.

De to værter er sammen med de politiske kommentatorer Michael Kristiansen og Peter Mogensen samt EU-ekspert Lykke Friis helt tæt på partierne på Christiansborg, hvor TV 2 sender fra.

Michael Kristiansen og Peter Mogensen, politiske kommentatorer. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Et stærkt TV 2-hold
Cecilie Beck retter blikket mod det danske valg sammen med kommentatorerne Peter Mogensen og Michael Kristiansen, mens Poul Erik Skammelsen og Lykke Friis holder øje med valget i de andre EU-lande.

Korrespondentholdet over hele Europa tæller Ulla Terkelsen, Lotte Mejlhede, Rasmus Tantholdt, Svenning Dalgaard, Uffe Dreesen, Olav Christensen og Eva Ravnbøl, mens TV 2-holdet på den hjemlige politiske scene blandt andre bliver TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, og journalisterne Natasja Crone, Divya Das, Peter Grønborg og Mette Vibe Utzon på Christiansborg.

EU-ekspert Lykke Friis. (Foto: Anders Birch / TV 2).

De første resultater fra klokken cirka 20.15
Allerede fra klokken cirka 20.15 er TV 2 klar med de første resultater fra Europa-valget og folkeafstemningen om patentdomstolen. TV 2 har indgået et samarbejde med DR og Ritzau om at indsamle resultater, da EU-regler forhindrer myndighederne i at offentliggøre valgresultater før kl. 23 på valgdagen. Det bliver analyseinstituttet Epinion, der kommer til at stå for det praktiske arbejde med at indsamle resultaterne, og der vil være resultater fra cirka 200 valgsteder.

De samlede og endelige tal ligger klar fra kl. 23, og den store valgaften på TV 2 slutter med en partilederrunde fra Snapstinget på Christiansborg, som samsendes med DR. Værter er Cecilie Beck og Ask Rostrup. Valgaftenen på TV 2 samsendes med TV 2 NEWS, og den livetekstes på TV 2.

På valgaftenen dækker TV 2s nye politiske site, politik.tv2.dk, naturligvis også valget i stor stil. Her samles de bedste politiske historier, der er liveblogs og analyser fra TV 2s korrespondenter og et Twitter-kort, der viser, hvad danskerne taler om lige nu, samt masser af andre features.

Læs mere om politik.tv2.dk her.

Direkte debat i aften og ud i Europa med Ellemann og Lykketoft
I aften, tirsdag 20. maj, er der direkte debat fra Kvægtorvet med de otte spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget: Jeppe Kofod/Socialdemokraterne, Morten Helveg Petersen/Radikale Venstre, Bendt Bendtsen/Det Konservative Folkeparti, Margrete Auken/Socialistisk Folkeparti, Christina Egelund/Liberal Alliance, Rina Ronja Kari/Folkebevægelsen mod EU, Morten Messerschmidt/Dansk Folkeparti og Ulla Tørnæs/Venstre. Værter er Cecilie Beck og Poul Erik Skammelsen.

Efter debatten kan seerne kl. 23.20 tage med de to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft til Paris, hvor de tager pulsen på EU-debatten. I morgen og torsdag rejser de to videre til Madrid og London. Poul Erik Skammelsen rejser også ud i anledning af valget og serverer 22 NYHEDERNE fra Madrid i morgen, onsdag, og fra London på torsdag.

Dagen efter
Morgenen efter valget, mandag 26. maj, er TV 2 NEWS klar fra kl. 5.00 med overblik, reaktioner og perspektiver. Hvordan gik det i Danmark og ude i Europa, og hvem er inde og hvem er ude? På TV 2 kl. 17.20 sendes "Det nye Europa-Parlament", hvor der sættes navne og ansigter på de nye medlemmer, og så følger TV 2 NYHEDERNE naturligvis op dagen igennem med seneste nyt, reportager fra ind- og udland og interviews med valgets sejrherrer og tabere.

Se trailer for TV 2s valgaften her.