Stop tyven - temauge på TV 2

Danskerne plages af tyverier og indbrud - TV 2 sætter fokus på problemet.

Værterne Natasja Crone, Trine Panum Kjeldsen og Niels Brinch rykker ind på Københavns Politigård og ud i landet for at sætte fokus på problemet. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Hvert år bliver der begået op imod 400.000 tyverier og indbrud i Danmark. Døren er brudt op og hjemmet gennemrodet, cyklen er forsvundet, bilen er væk eller sommerhuset raseret.

En bølge af tyverier og indbrud skyller ind over Danmark i disse år, og fra mandag 21. januar og en uge frem går hele TV 2 med "Station 2" i spidsen ind i kampen under overskriften "Stop tyven". Værterne Natasja Crone, Trine Panum Kjeldsen og Niels Brinch rykker ind på Københavns Politigård og ud i landet for at sætte fokus på problemet. Også "Go' morgen Danmark", "Go' aften Danmark", TV 2|NYHEDERNE og tv2.dk sætter fokus på "Stop tyven".

Et personligt overgreb
- Hver gang, der begås et tyveri eller indbrud, så er det ikke bare statistik – så går det faktisk ud over et eller flere mennesker. Familien, der føler, deres hjem er blevet krænket, og som føler det som et personligt overgreb, den studerende, der er helt afhængig af sin cykel, bilejeren, der pludselig ikke kan hente sine børn i børnehaven. Hver gang skaber det utryghed og en masse praktiske problemer. Hver gang et helt urimeligt overgreb, og så er det en trist mangel på forståelse af, hvad der er dit og mit, siger Niels Brinch.

I det første program mandag 21. januar ser TV 2 nærmere på de professionelle tyvebander fra Østeuropa. Politiet har en specialenhed til at følge disse grupper, og seerne møder nogen af Danmarks skarpeste efterforskere.

TV 2 undersøger også, hvor dårligt mange danskere beskytter deres hjem, og en garvet indbrudstyv vejleder en familie i, hvordan de burde sikre sig mod indbrud. Mød også danskere, der har oplevet det uhyggelige at stå ansigt til ansigt med en indbrudstyv.

Få besøg af en sikringsekspert
TV 2 samarbejder med Det Kriminalpræventive Råd og websitet Forebyg indbrud i temaugen, og under kampagnen sender TV 2 ti biler ud med sikringseksperter, som danskerne kan booke. Eksperterne ved alt om, hvordan en indbrudstyv arbejder og kan give gode råd om, hvordan man bedst sikrer sin bolig.

Bilerne sendes af sted fra "Go' morgen Danmark" mandag 21. januar.

tv2.dk er med på at stoppe tyven
Men det er ikke kun på tv, at TV 2 sætter ind mod tyvene. På tv2.dk og på TV 2|NYHEDERNEs facebookside vil der også være masser af nyttig information.

tv2.dk har lanceret en side, hvor danskerne kan finde sammen og starte nabohjælp, se galleri over indsamlede tyvekoster fra politiet – måske finde ting, man selv har fået stjålet, og så kan man også få gode råde om, hvordan man sikrer sin bolig bedst og teste sig selv i en quiz: Er dit hus sikret godt nok? På stoptyven.tv2.dk kan interesserede danskere skrive sig op og deltage i kampagnen.

Under de to "Station 2"-programmer mandag 21. og mandag 28. januar kan seerne desuden chatte med politiet.

TV 2 samarbejder med Det Kriminalpræventive Råd, Forsikring & Pension og websitet Forebyg indbrud i temaugen, og under kampagnen sender TV 2 ti biler ud med sikringseksperter, som danskerne kan booke. Eksperterne ved alt om, hvordan en indbrudstyv arbejder og kan give gode råd om, hvordan man bedst sikrer sin bolig.

---------------

"Station 2 – stop tyven", mandag 21. januar og mandag 28. januar kl. 20.55

"Station 2 Efterlyst – stop tyven", tirsdag januar kl. 22.40, onsdag 23. januar kl. 23.10 og torsdag 24. januar kl. 22.35.

"Go' morgen Danmark", "Go' aften Danmark" og TV 2|NYHEDERNE, tv2.dk og TV 2|NYHEDERNEs facebookside.