Største underholdnings-år nogensinde: I 2019 foregår weekenden på TV 2

'X Factor'-dommerne på TV 2 er (fra venstre) Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman. (Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

'X Factor'-dommerne på TV 2 er (fra venstre) Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman. (Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

12. december 2018;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 har netop offentliggjort sin ’X Factor’-premieredag – fredag 4. januar. TV 2 vil levere danskproduceret kvalitetsunderholdning fredag, lørdag og søndag i både forårs- og efterårssæsonerne i 2019.

Der bliver musik i alle variationer, dans, talenter i talrige genrer, quiz, lege og meget mere, når TV 2 i weekenderne i 2019 byder på sit største og stærkeste underholdningsudbud nogensinde.

TV 2s nye indholdsstrategi har weekendunderholdning som en af topprioriterne for hovedkanalen, der vil sende danskproduceret kvalitetsunderholdning fredag, lørdag og søndag i både forårs- og efterårssæsonerne i 2019.

Den første premiere er allerede offentliggjort: Fredag 4. januar klokken 20.00 lander ’X Factor’ for første gang på TV 2 med dommerne Oh Land, Ankerstjerne og Thomas Blachman samt vært Sofie Linde.

Læs mere her – og se trailer for ’X Factor’ herunder.


Underholdning samler på tværs af generationer
I begyndelsen af 2019 får de nye udgaver af det populære underholdningsprogram ’Klipfiskerne’ lørdag som fast sendedag, mens søndag klokken 20.00 byder på et helt nyt underholdningsformat, ’Jo færre jo bedre’.

- Danskproduceret underholdning i høj kvalitet samler os på tværs af generationer og geografi, og god underholdning handler om det, vi allerede er gode til på TV 2: At skabe fælles oplevelser, der engagerer og kan mærkes helt ned i maven. Jeg er stolt over vores underholdningstilbud i 2019, og jeg håber og tror, at danskernes weekender kommer til at foregå på TV 2, siger kanalchef Lotte Lindegaard, der blandt andet ser frem til 2019’s store fredagsunderholdnings-premiere.

- ’X Factor’ er Danmarks største underholdningsformat, som i dén grad samler danskerne. På den måde passer det rigtigt godt ind i vores i forvejen stærke underholdningsportefølje, og ’X Factor’ ligger i klar forlængelse af vores fokus på at engagere danskerne, på at give attraktive tilbud til også de unge mediebrugere og på alt det, vi deler, siger Lotte Lindegaard.

Trailer for den nye sæson af 'Klipfiskerne' kan ses herover.

’Klipfiskerne’ og ’Jo færre jo bedre’
Når ’Klipfiskerne’ vender tilbage på TV 2 lørdag aften, er det med Felix Smith som vært og Thomas Warberg og Nikolaj Stokholm som de faste holdkaptajner. ’Klipfiskerne’ er et danskudviklet underholdningsformat for hele familien, hvor deltagerne quizzer om nogle af de skøreste, sjoveste og mest underlige klip på nettet.

Søndagens nye underholdningsprogram i foråret, ’Jo færre jo bedre’, er en dansk udgave af det nyskabende quizformat ’Pointless’. Steen Langeberg er vært i programmet, hvor et panel på 100 personer har besvaret en række faktuelt baserede spørgsmål. Herefter er det op til dagens seks quizdeltagere at finde de korrekte svar, som færrest har gættet.

På den måde gælder det i ’Jo færre jo bedre’ om at få så få point som muligt – deraf programtitlen. Det hold, der giver de bedste svar og får færrest point, har chancen for at løbe med aftenens hovedpræmie.

Når weekendplanerne for foråret gøres helt færdige, er der udsigt til endnu et TV 2-underholdningstilbud, som offentliggøres senere.

Fra finalen i Forum Horsens i dette års 'Vild med dans'. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Efterårets weekendunderholdning
TV 2 er også klar med populære, danske underholdningstilbud, når vi er på vej ud af sommeren.

Den store fredagssucces ’Vild med dans’ vender naturligvis tilbage i efteråret 2019 med store personligheder, der – ligesom det er sket i tidligere sæsoner – går igennem krævende uger og utrolige oplevelser i forvandlingen til rigtige dansere.

TV 2 præsenterer også en ny sæson af det roste, musikalske portrætprogram ’Toppen af poppen’ med artister, som allerede har skabt – eller som er i fuld gang med at skabe – nogle af de store musikalske fællesskaber i Danmark.

Endelig vender ’Danmark har talent’ tilbage med hyldest til mangfoldigheden og til dem, der har lyst til at dele deres talent med os andre.

- De tidligere udgaver af ’Danmark har talent’ har bevist, at vores land er både fantasifuldt og farvestrålende, og at Danmark er fyldt med mennesker, der tør vise, at god underholdning udkommer i mange former. Samlet set er – også – efterårets weekendtilbud på TV 2 underholdning, der formår at samle generationer om oplevelser af høj kvalitet, siger Lotte Lindegaard.

Billede {0} af {1}