Skovgaard til SPORTEN – Ernlund til NEWS

19. december 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2-værterne Henrik Skovgaard, Line Ernlund og Trine Panum Kjeldsen skal fra starten af det nye år forberede sig på nye udfordringer.

Henrik Skovgaard og Line Ernlund får nyt job ved årsskiftet.

Morgennyhedernes faste ankermand igennem ti år, Henrik Skovgaard, skal til at sove længe fra starten af det nye år. En mindre værtsrokade betyder nemlig nye arbejdstider og udfordringer for fire af TV 2s fremtrædende værter – ud over Skovgaard gælder det Line Ernlund, Trine Panum Kjeldsen og Kamilla Walsøe, der som bekendt bliver vært på ”Go’ morgen Danmark”.

TV 2 NEWS overtager fra 1. januar produktionen af TV 2s morgennyheder, og i forlængelse af det bliver Henrik Skovgaard ny vært på SportsNYHEDERNE. Skovgaard, der nåede at runde 10.000 morgennyhedsudsendelser, skal være vært på SportsNYHEDERNE kl. 18.05 og 22.35, og den erklærede OB-fan glæder sig.

- Det er lidt ligesom tennis, hvor de ind i mellem beder om nye bolde. Samme bane, men nyt indhold. Jeg glæder mig til at arbejde mere med begejstring, følelser, glæde og vrede - sport er nemlig en mavefornemmelse. Og så glæder mig meget til at arbejde sammen med nye kolleger, som jeg faktisk kender i forvejen.  Nye udfordringer – men i samme hus, siger Henrik Skovgaard.

Samtidig må TV 2|SPORTEN sige farvel til Line Ernlund, der 1. januar starter på TV 2 NEWS. Her skal hun være henholdsvis vært og live-reporter og overtager med andre ord den stilling, som Kamilla Walsøe havde, inden hun blev hyret som ny vært på ”Go’ morgen Danmark”.

Også Line Ernlund glæder sig til de nye udfordringer:
- Det bliver en kæmpe udfordring. Efter otte år som sportsjournalist glæder jeg mig til at prøve kræfter med noget nyt. Jeg har oplevet utroligt meget på SPORTEN, både som reporter, vært og redaktionssekretær. Jeg har været med til det meste lige fra OL og fodboldslutrunder til ”LPS” og sportsnyheder, men nu føler jeg, at tidspunktet til nye, spændende udfordringer er det rette, siger Line Ernlund.

Sidste stærke TV 2-kort, der får nye udfordringer fra starten af det nye år, er Trine Panum Kjeldsen, der naturligvis fortsætter med sit stærke program ”Station 2 Efterlyst”. Der ud over vil Trine Panum Kjeldsen i det nye år komme til at pryde NYHEDERNE kl. 16.00 og 18.00.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}