Skolefodboldfinaler på TV 2

25. april 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Torsdag 26. april kåres to skoler som de bedste i landet til at spille fodbold, og i pausen sendes ”Ankerdal på NEWS” live fra PARKEN.

Johan Emil Østergaard er omdrejningspunktet hos Hunderupskolen. (Foto: Henrik Schou)


Der bliver fodboldfest i PARKEN torsdag 26. april. Og festen vil brede sig til Nexø eller Kolind og til Køge eller Odense. Det er nemlig herfra, de fire skoler, som er i finalerne i Ekstra Bladets skolefodboldturnering, kommer fra.

I pigernes finale mødes Nexø Skole og Kolind Centralskole. Det er samtidig et møde mellem turneringens nok bedste spiller mod turneringens absolutte topscorer.

Jubel hos Nexø Skole, da finalepladsen blev sikret. (Foto: Henrik Schou)


Bornholmernes Line Nielsen er nemlig stjernen hos Nexø Skole, der i forsvarsgeneralen Frederikke Hansen har en anden af turneringens store oplevelser. En tredje er Janne Brouer, der med 22 mål er turneringens topscorer og måske den bedste grund til, at Kolind Centralskole fra Djursland kan vinde finalen.

Hos drengene kommer landets bedste fodboldskole fra enten odenseanske Hunderupskolen eller Ellemarkskolen fra Køge. Det er svært at udpege en favorit, mens holdets profiler lyser noget klarere op.

Angriberen Sadik Krdzic er stjernen i Køge. (Foto: Henrik Schou)

På Hunderupskolen er det midtbanegeneralen Johan Emil Østergaard, der med hjælp fra et stærkt kollektiv skal sikre sejren, mens den absolutte stjerne på den københavnske vestegn er angriberen Sadik Krdzic, der på de kanter sammenlignes med verdensstjernen Zlatan Ibrahimovic på grund af sit temperament og sine Balkan-rødder.

Debat i pausen
De to kampe kommenteres af Dennis Ritter og U17-landstræner Thomas Frank, og vært i PARKEN er Morten Ankerdal. I pausen mellem de to finaler tager Ankerdal over, når debatprogrammet "Ankerdal på NEWS" rykker fra NEWS-studiet til Parken og fra nyhedskanalen til TV 2.

Morten Ankerdal inviteres til "Ankerdal på NEWS" i pausen mellem de to skolefodboldfinaler. (Foto: Per Arnesen / TV 2)


I panelet er håndboldspilleren Bo Spellerberg, fodboldspilleren Mike Jensen og ishockeyspilleren Kim Staal, og med afsæt i to aktuelle episoder - situationen med Jesper Nøddesbo i AG Københavns kamp mod Barcelona og Køge-spilleren Ronnie Bendtsens påståede film i kampen mod SønderjyskE - skal de diskutere snyd og skuespil i sportens verden.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}