Sex, sus og svigt

01. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Bubber graver dybere i nye ekstreme miljøer i ”Danmark ifølge Bubber”.

I sæsonpremieren bliver Bubbers moral virkelig udfordret, da han køber en thailandsk pige med hjem på hotellet for 150 kr. (Foto: TV 2)

Bubber graver dybere i nye ekstreme miljøer, når ”Danmark ifølge Bubber” vender tilbage på TV 2 torsdag 9. februar. I sæsonpremieren tager Bubber til en af verdens største sexturistdestinationer, hvor han besøger danskere, der driver bar i det, der kaldes ”danskergaden” i Pattaya. Her bliver Bubbers moral virkelig udfordret, da han køber en thailandsk pige med hjem på hotellet for 150 kr.

- Handel med mennesker på den måde – og det at man bare lukker øjnene for, hvad der foregår, fik mig virkelig til at spærre øjnene op på min tur til Thailand. Det var meget grænseoverskridende, siger Bubber, der er blevet endnu klogere på livet i denne sæson:

- Seerne kan glæde sig til nogle dybe og nærværende programmer med både alvor og humor. Man bliver både klogere på livet, forskrækket og fascineret – og ikke mindst rørt, f.eks. i udsendelsen hvor vi besøger et børnehjem. Det er chokerende og tankevækkende, hvordan manglende kærlighed og svigt fra forældre kan påvirke et barn.

Med døden bag rattet
I programmet med titlen ”Med døden bag rattet” spørger Bubber, hvorfor mange unge mænd er parat til at sætte deres eget liv på spil for at mærke suset af adrenalin, når de voldsomme hestekræfter slippes løs. Og hvorfor er der ligefrem nogen, der sætter uskyldiges liv på spil i jagten på suset? Bubber tager ud med unge, der kører ulovligt ræs på offentlige veje - og han kommer selv i en svær situation, da han bliver revet med af stemningen. Men Bubber oplever også, hvor alvorlige konsekvenserne kan være.

Syg med dyr
I programmet ”Syg med dyr” undersøger Bubber, hvorfor visse mennesker vier deres liv til farlige dyr. Hvorfor føler de sig mere hjemme blandt dyr end mennesker? Og er en tiger nemmere at stole på end et menneske? Bubber er ikke den store dyreelsker, og i programmet kommer han på noget af en opgave:

- At skille et hoved fra en krop er nok alligevel noget af det vildeste, jeg har prøvet, siger Bubber, der har stor respekt for og ros til deltagerne i programmerne:

- De medvirkende personer går 100 procent ind i programmet uden en skjult dagsorden og uden at være bange for at fortælle deres historie - også selvom den kan virke provokerende og chokerende på mange mennesker. Det er det, der gør, at vi lærer dem at kende og at vi får et dybere indblik i de forskellige miljøer, afslutter Bubber.

Se traileren for "Danmark ifølge Bubber" her.

Første afsnit af den nye sæson af ”Danmark ifølge Bubber” kan ses torsdag 9. februar kl. 20.50 på TV 2.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}