Seerrekord til ”Zulu Comedy Galla”

03. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Zulus comedy-gallashow er med 283.000 seere det næstmest sete TV 2 Zulu-program, siden kanalen blev brugerfinansieret i 2003.

Fra "Zulu Comedy Galla", som TV 2 Zulu sendte torsdag 2. september. (Fotos: Martin Rosenauer / TV 2)


Det forrygende ”Zulu Comedy Galla”, som TV 2 Zulu sendte torsdag aften, blev set af 283.000 danskere. Programmet er dermed det næstmest sete program på TV 2 Zulu siden 2003, hvor kanalen blev brugerfinansieret.

Da flest danskere så med, var der flere end 350.000 seere på TV 2 Zulu.

Især blandt de yngre seere var opbakningen til ”Zulu Comedy Galla” stor. Således havde showet en share på 29 procent blandt de 15-40-årige og en share på 34 procent blandt de 15-30-årige.

Største kanal fra klokken 21.20 til midnat blandt 21-50-årige
Efter showet viste Zulu mere nyt stand-up med Frank Hvam og Jonatan Spang. En høj seertilslutning til disse programmer betød, at TV 2 Zulu var Danmarks største kanal blandt både 15-40-årige og 21-50-årige fra klokken 21.20 og helt frem til midnat.

Selv om Ulf Pilgaard hader overraskelser, blev han selv mødt af én under "Zulu Comedy Galla", hvor han blev tildelt Zulus nye comedy-ærespris.

Endnu et udtryk for co-medy-succesen for TV 2 Zulu: Torsdagens kommercielle seerandel blandt de 15-40-årige var på 21,3 procent, og det er den tredjehøjeste i Zulus snart ti år lange historie.

Denne share har kun været højere to gange – nemlig på dagene for "Zulu Awards ’02" og ved Le Mans i 2006.

Showet sendes på
TV 2 12. september
"Zulu Comedy Galla” kan også ses på TV 2 søndag 12. september fra klokken 20.00.

”Zulu Comedy Galla” blev sendt første gang i 2009, hvor showet blev set af 262.000 danskere på TV 2 Zulu.

Showet fra 2009 er for nylig blevet hædret med prisen for ”årets tv-event” i konkurrence med bl.a. ”X Factor – finalen” og ”Dansk Melodi Grand Prix 2010”.

---------------------------------

Se et indslag fra comedy-gallaen - et uddrag fra showet "Tre Lede Stjerner" - med Nikolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby her.

Se afslutningen på showet med Martin Brygmann og Nikolaj Lie Kaas her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}