Seerfremgang til TV 2-familien

21. december 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har bremset sit sharefald i 2011, og TV 2s nichekanaler har vundet frem. Det er første gang siden 2005, at TV 2-familien samtidig går frem blandt alle danskere og i den kommercielle målgruppe.

TV 2s programdirektør, Palle Strøm. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


2011 bliver et flot år for TV 2s kanaler, der samlet får fremgang i seerandel i forhold til 2010. TV 2s hovedkanal har bremset sit sharefald i forhold til tidligere år, og samtidig har TV 2 NEWS, TV 2 Zulu og TV 2 Charlie haft god fremgang i forhold til 2010.

TV 2-familien har fremgang både blandt alle danskere – fra 37,8 procent i 2010 til 38,3 procent i 2011 - og i den kommercielle seerandel blandt de 21-50-årige (fra 55,4 procent til 55,8 procent).

- Det er første gang siden 2005, at TV 2-familien har fremgang i begge målgrupper på én gang, og det viser, at TV 2-kanalerne er på rette vej med programmerne og med programplanlægningen, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

TV 2s hovedkanal har hen over 2011 haft flere måneder med seerfremgang i forhold til de samme måneder i 2010. En vellykket primetime, flere danske programmer samt gode tiltag i den sene aftenflade late prime og i weekenden har givet gode resultater.

Det krones med en flot december med den stærkeste julekalender i mange år, nye danske programmer i primetime og VM-succes til håndboldkvinderne. Seerandelen til TV 2s hovedkanal ender på cirka 27,3 procent i 2011 mod 28,1 procent i 2010.

"Natholdet" med Anders Breinholt er blandt de strategiske tiltag i TV 2s sene aftenflade, som har givet flere seere til TV 2.


- Det gode resultat skyldes en række strategiske tiltag, som er besluttet sidste år og længere tilbage, f.eks. moderniseringen af programflowet efter 22-NYHEDERNE og hele nytænkningen i det, vi kalder late prime klokken 22-24 med ”Natholdet” og nye danske programmer, siger Palle Strøm.

Vækst hos nichekanalerne
Blandt nichekanalerne har TV 2 NEWS fortsat sin konstante fremgang siden starten i 2006, og TV 2 NEWS er nu - med 3,5 procent af tv-forbruget - Danmarks syvendemest sete kanal. Især valgkampen og den efterfølgende regeringsdannelse førte TV 2 NEWS til nye højder, men også en tæt udenrigsdækning af det arabiske forår havde stor seerinteresse.

TV 2 Charlie har også haft seerfremgang hvert år siden premieren i 2004, og Charlie har i 2010 og 2011 overhalet TV3+ og Kanal 5 og er nu landets femtestørste kanal med 3,8 procent af danskernes tv-forbrug.

TV 2 Zulu får i 2011 sit bedste år nogensinde og er en af de kommercielle kanaler, som har relativt størst seerfremgang i år. TV 2 FILM har som den eneste TV 2-kanal haft en mindre tilbagegang fra 1,1 procent i seerandel i 2010 til 1,0 procent i 2011.

Den samlede daglige sening på TV 2s kanaler ender på 1 time 16 minutter – helt på samme niveau som i 2010.

--------------------------------

Læs også om 2011:

TV 2: Rekord for dansksproget tv i 2011

TV 2 sender flest førstegangsudsendelser

Fantastisk år for TV 2s nichekanaler

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}