Satiren er tilbage på TV 2

21. januar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

"Nyhedsministeriet" går tæt på nyhedsstrømmen og tager aktuelle nyheder og begivenheder under kærlig behandling fra torsdag 29. januar.

Skuespilleren og komikeren Andreas Bo Pedersen er vært i "Nyhedsministeriet".

Ti torsdage i træk bliver der noget at grine af, når skuespilleren og komikeren Andreas Bo Pedersen sammen med to hold kendte gæster går tæt på nyhedsstrøm-men og tager aktuelle nyheder og begivenheder under kærlig behandling.

Der konkurreres på livet løs om, hvilket af de to hold med hver to deltagere der har fulgt bedst med og dermed er i stand til at spidde ugens nyheder med de mest vittige og satiriske kommentarer.

Lyder programkonceptet bekendt? Jamen, det er det også. "Nyheds-ministeriet" er nemlig en opdateret og finpudset udgave af "Ugen der gak", som var en stor succes på TV 2 for ti år siden.

Det er lidt af en opgave, Andreas Bo Pedersen kommer på, når han skal holde styr på gæster som Søren Rasted, Søs Egelind, Vicki Berlin, Jan Gintberg, Niels Olsen, Jarl Friis-Mikkelsen og Jens Gaardbo.

Men selv om det er første gang, Andreas er vært på et tv-program, så har han masser af erfaring at trække på. Han har spillet med i stribevis af revyer, bl.a. Cirkusrevyen i 2007, og de har bedt ham komme igen i år. Senere på året kan den 41-årige vært opleves i Ole Bornedals film "Fri os fra det onde", og er du en af dem, som har set "Frokost med mor" på YouTube, så kender du ham allerede. Det er nemlig Andreas, der spiller sønnen, som er på cafe med sin gamle mor.

Det er Skandinavisk Film Kompagni, der står for produktionen af "Nyhedsministeriet", der har premiere på TV 2 torsdag 29. januar klokken 21.25.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}