Rio 2016 på TV 2 - Øjeblikke der kan mærkes

Morten Ankerdal og Natasja Crone er værter i TV 2s studie i den olympiske by i Rio. (Foto: Claus Frederiksen / TV 2)

Morten Ankerdal og Natasja Crone er værter i TV 2s studie i den olympiske by i Rio. (Foto: Claus Frederiksen / TV 2)

27. juli 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

OL i Rio bliver den største dækning af et OL nogensinde på TV 2. "Vi har aldrig haft en større bane at spille på, og vi glæder os utroligt til at dele dette OL med danskerne", siger TV 2s sportschef.

Nu er det tid til verdens største sportsbegivenhed: De Olympiske Lege. De finder sted i Rio de Janeiro fra 4. til 21. august 2016. 18 dage med øjeblikke, der kan mærkes. TV 2 går all in på den store begivenhed og sender masser af OL på alle TV 2s kanaler undtagen TV 2 FRI. Desuden bliver OL dækket massivt på TV 2s digitale platforme, blandt andet TV 2 PLAY og rio2016.tv2.dk. Morten Ankerdal og Natasja Crone er klar i studiet i Rio, der bliver fast holdepunkt under transmissionerne.

Efter en heftig sportssommer med et fantastisk EM i fodbold og et medrivende Tour de France kommer nu det egentlige højdepunkt for alle sportsfans: De Olympiske Lege i Rio. Den 31. udgave af verdens største sportsbegivenhed bliver sat i gang, når den olympiske flamme bliver tændt over det legendariske fodboldstadion Maracanã i Rio de Janeiro fredag 5. august.

Se OL-programmet på tv2.dk, hvor du kan søge specifikt på de enkelte sportsgrene, effter OL-konkurrencer med dansk deltagelse, medaljekampe og tv-transmission på enten TV 2s eller DR's kanaler.

Et utal af mindeværdige øjeblikke
Til OL deltager mere end 10.500 atleter fra 206 nationer, og her skal 120 af Danmarks bedste atleter kæmpe for medaljer til Danmark. Det bliver ikke større end De Olympiske Lege, og udover medaljer er der derfor også masser af følelser på spil under legene. Historiske begivenheder, hvor enkeltpersoner og nationer oplever sejr eller fiasko. Øjeblikke, der kan mærkes. Det er disse øjeblikke, som TV 2 tager afsæt i og forfølger under OL.

- Et OL byder altid på et utal af mindeværdige øjeblikke. Også i idrætsgrene, som vi ikke er så vant til at følge. Der er ikke noget som et OL, der disker op med de helt store følelser, hvor årevis af træning for den enkelte atlet enten bliver belønnet med medaljer, eller hvor det hele går galt. Der er så mange følelser, og TV 2 vil bringe danskerne helt tæt på de øjeblikke, der kan mærkes, og som bliver husket i årevis fremover. Det er det, et OL kan, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

Allerede to dage inden den officielle åbning af OL går de første sportskampe i gang. TV 2 sender derfor de første OL-programmer torsdag 4. august, nemlig fem fodboldlandskampe, heriblandt Danmarks kamp mod Irak. TV 2 SPORT sender onsdag 3. august fire OL-fodboldkampe hos kvinderne, bl.a. Sverige-Sydafrika og Brasilien-Kima.

TV 2 varmer i øvrigt op til OL 27. juli og 3. august med to specialudgaver af 'Størst' med Peter Ingemann, Rasmus Tantholdt og Morten Ankerdal. Læs mere her.


Den største dækning af et OL nogensinde på TV 2

Under OL bliver der virkelig noget at se frem til på TV 2s kanaler for alle danske sportsfans, uanset om man interesserer sig for håndbold, atletik, sejlsport eller andet. 

- OL i Rio bliver den største dækning af et OL, vi nogensinde har lavet på TV 2. En stor del af TV 2s kanaler kommer i spil. Alt det bedste fra OL på vores hovedkanal, OL i døgndrift på TV 2 SPORT, og så en dedikeret dækning af sejlsport på TV 2 CHARLIE og golf på TV 2 ZULU. Derudover sender vi al ridesport og basketball på dedikerede kanaler på TV 2 PLAY. Vi har aldrig haft en større bane at spille på, og vi glæder os utroligt til at dele dette OL med danskerne, siger Frederik Lauesen.

Noget, der især betyder noget for dækningen af OL i Rio, er, at TV 2 nu i mere end halvandet år har haft en kanal, der udelukkende er dedikeret til sport, Danmarks meste sete sportskanal, TV 2 SPORT. Det betyder, at mandskabet, erfaringen, teknikken osv. allerede er i et højt gear inden OL. Og planen er, at OL-rettighederne skal udnyttes maksimalt, blandt andet via TV 2 SPORT.

- Sportskanalen bliver en ren OL-kanal under legene i Rio. Om morgenen vil vi have faste nyhedsopdateringer på alt det, der er sket i løbet af natten dansk tid, og resten af døgnet vil sportsfans også blive forkælet makimalt på TV 2 SPORT, siger Frederik Lauesen.

Det danske herrelandshold - her Jesper Nøddesbo - kan under OL følges på TV 2. (Foto: Scanpix / TV 2)

En stærk holdopstilling
Under OL har TV 2 hovedstudie i den olympiske by, men også studier på flere andre centrale lokationer, blandt på stranden Copacabana og på havnen, hvor den olympiske sejlsport foregår.

Setuppet er kæmpestort, og de mange timers sport på TV 2s kanaler og de mange forskellige idrætsgrene, som bliver dækket, kræver et stort antal folk i Brasilien og hjemme i Odense. Det er en blanding af garvede journalister, kommentatorer og eksperter, der tilsammen kan give både indsigt og begejstring.

- TV 2 stiller et stærkt hold til at guide danskerne igennem de 16 dages sport i Rio. Morten Ankerdal og Natasja Crone styrer OL-studiet direkte inde fra OL-byen i Rio. Mikkel Beha og sønnen Emil Midé Erichsen bliver faste ankre på sejlsporten, og Christian Bækgaard er klar fra Copacabana med alt det sidste nye fra OL, siger Frederik Lauesen.

Kristian Hyldgaard, der redaktionschef på TV 2 SPORT og tovholder på OL, supplerer:

- Vi har et meget kompetent og engageret hold på kommentatorpladserne med afsæt i TV 2 SPORT, hvor faglighed, nærvær og personlighed er vigtige parametre. Kendte navne som f.eks. Thomas Kristensen, Dennis Ritter og Jimmy Bøjgaard vil guide seerne i gennem de største sportsgrene såsom håndbold, atletik og sejlsport. Det gør - kombineret med eksperter, hvoraf flere er tidligere OL-medaljevindere - at vi kan give danskerne rigtig godt selskab under transmissionerne, siger Kristian Hyldgaard og fortsætter:

- I Rio vil et seks mand stort reporterhold med bl.a. Stine Bjerre Jørgensen, Rasmus Staghøj og Thomas Bilde være helt tæt på begivenhederne under OL. Vi sender live overalt i Rio, så vi kan bringe OL-stemningen direkte hjem i stuerne.

Jonas Høgh-Christensen og de øvrige danske sejlere kan under OL følges tæt på TV 2 CHARLIE, mens TV 2s hovedkanal sender sejlsports-højdepunkter og eventuelle danske medaljer. (Foto: Scanpix / TV 2)


Masser af digitalt indhold fra OL

Under OL i Rio vil TV 2 udkomme massivt på de digitale platforme og sociale medier. Her kan man få de seneste nyheder og opdateringer, se klip fra OL og hente analyser og ekspertvurderinger. Her er websitet rio2016.tv2.dk helt centralt, når man vil følge med i, hvad der sker under OL - og hvornår det sker.

- Overblik, indsigt og dybde. Det er nøgleord for rio2016.tv2.dk, der spiller en afgørende rolle i TV 2s OL-satsning. Det er vores ambition at lave den største og mest betydende digitale dækning af legene i Rio. Rio2016.tv2.dk bliver stedet, hvor du får seneste nyt, følger de vigtigste begivenheder live og får alle højdepunkter i video - men du kan også forvente at få et smil på læben og se Flemming Toft mindes dengang, fredsduerne blev svitset af den olympiske ild, mens Emil Midé Erichsen fortæller personlige anekdoter om de danske sejlere, siger Kristian Eshøj Josefsen, redaktionschef på TV 2 SPORT.

TV 2 PLAY er også en god mulighed for dem, der ikke vil gå glip af noget under OL. Det giver adgang til alle TV 2-kanaler og masser af eksklusivt OL-indhold, blandt andet dedikerede kanaler til ridesport og basketball. 

Hækkeløberen Sara Slott Petersen blev for nylig den første kvindelige, danske europamester i atletik. Hun deltager også i OL i Rio. (Foto: Team Danmark)

Tekstning af OL-studieprogrammer
I forbindelse med OL bliver der - som noget nyt - livetekstning af direkte sportsmagasiner på TV 2, som har besluttet at livetekste alle OL-studieudsendelser, der sendes på TV 2s hovedkanal mellem klokken 17 og 22.

Herudover tekstes OL-åbningsceremonien, når den genudsendes lørdag 6. august fra klokken 10.05 og godt tre timer frem, hvor der forventes at være flere seere end ved selve åbningen den foregående nat.

Herudover livetekstes OL-afslutningen på TV 2 søndag 21. august fra klokken 22.00-23.30.

Billede {0} af {1}